Lettere at holde ferie på Bornholm

NOTITS | DEBAT | Torsdag 20. juni 2024 • 19:00
Af:
Michael Buksti
direktør Nyreforeningen
NOTITS | DEBAT | Torsdag 20. juni 2024 • 19:00

Nyreforeningens direktør kommenterer på opfordring på den nye klinik.

Landets nyresyge og deres pårørende får nu endnu bedre mulighed for at besøge solskinsøen Bornholm, da Nyreforeningen mandag den 17. juni 2024 åbnede en klink for gæstedialyse i Svaneke. Mens mange danskere i øjeblikket tæller ned til, at de kan sætte autosvar på deres mail og holde sommerferie, så er udfordringen for dialysepatienter, at det ikke nødvendigvis gør sig gældende for dem.

I de sidste par år er presset på landets dialyseafdelinger blevet større, hvilket betyder, at det er blevet stadigt vanskeligere for nyresyge at holde ferie og få deres dialyse på et andet hospital, da dialyseafdelingerne ikke har – eller ikke kan skaffe – pladser til patienter i såkaldt gæstedialyse.

For dialysepatienter er det altafgørende, at de kan få renset deres blod i dialyse tre til fire gange om ugen. Hvis der således ikke er plads på et hospital til den livsvigtige dialyse tæt på deres feriedestination, så er de reelt stavnsbundet til deres stam-hospital.

Et supplement til det eksisterende tilbud

I Nyreforeningen bliver vi løbende kontaktet af dialysepatienter og deres pårørende, som gerne ville holde ferie rundt om i Danmark, men hvor det offentlige system desværre ikke umiddelbart kan imødekomme ønsket om gæstedialyse.

Lige som alle andre danskere har dialysepatienter også brug for ferie og et afbræk fra hverdagen. Jeg er derfor stolt over, at vi har fået skabt det økonomiske fundament til at åbne en klinik for gæstedialyse i Svaneke.

Klinikken skal ses som et supplement til Bornholms Hospitals eksisterende dialysetilbud, og den gør det nemmere for dialysepatienter og deres pårørende at holde ferie på Bornholm.

På klinikken, som har åbent hele året, er gæsten i centrum, og fokus er på at sikre, at den nyresyge kan holde ferie samme med sine pårørende, og samtidig får den livsvigtige dialyse.

Overstiger forventninger

Da vi gik i gang med at etablere klinikken for et par måneder siden, budgetterede vi med, at vi det første år ville gennemføre 70 dialyser.

Vi var konservative i vores budgetlægning, da vi åbner midt i året, og vi ved, at det kan være vanskeligt af finde et sommerhus på Bornholm, medmindre man er ude i god tid.

Men interessen for klinikken har oversteget vores vildeste forventninger. Allerede nu har vi modtaget reservation af 130 dialyser, og der kommer løbende flere til.

Den store efterspørgsel vidner om, at vi har ramt et behov blandt en gruppe af mennesker, som kun i begrænset omfang har mulighed for at rejse og opleve andre dele af Danmark.

Et godt samarbejde

Fra Nyreforeningen overtog lejemålet i Svaneke til, at vi kunne byde de første gæster velkommen, gik der kun seks uger.

At det har kunnet lade sig gøre at etablere en dialyseklinik på så kort tid skyldes et fantastisk samarbejde med alle involverede parter – lige fra elektriker, vvs-folk, tømrer, malere og leverandører af dialysemaskiner.

Den modtagelse og varme, som Nyreforeningen har oplevet på Bornholm, har været uden sidestykke. I den forbindelse vil jeg gerne sige tak for en fantastisk modtagelse til alle lokale i Svaneke. Jeg vil også gerne sige tak til politikere og embedsmænd i Region Hovedstaden ligesom jeg vil sige tak til personalet på Bornholms Hospital og ikke mindst til alle på Bornholm.

At nyresyge i dialysebehandling nu nemmere kan holde ferie på Bornholm, er en gammel drøm, der går i opfyldelse for Nyreforeningen.

At nyresyge i dialysebehandling nu nemmere kan holde ferie på Bornholm, er en gammel drøm, der går i opfyldelse for Nyreforeningen.

Michael Buksti, direktør Nyreforeningen

FÅ ABONNEMENT