Leder: Spærretiden gælder stadig på Bornholm

Leder: Spærretiden gælder stadig på Bornholm
Heldagsskolen er klar til et dialogmøde om fremtiden for tilbuddet til de svage unge. Men den nye og mere milde version af retningslinjerne for spærretiden – spærrer. Foto: Jens-Erik Larsen
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT | 6. OKT 2021 • 07:30
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT
6. OKT 2021 • 07:30

Kommunen vil forsvare sine medarbejdere. Men ofrer vores demokrati i kampen. Det er for stort et offer.


Spærretid. Borgmester Thomas Thors (S) gjorde os landskendte, da han i sommer forsøgte at genskabe en ny version af besættelsestidens spærretid på Bornholm og sikre, at al demokratisk presse kun fandt sted gennem kommunaldirektør Johannes Nilsson, og at ingen politikere eller journalister kunne træde ind på kommunens områder i hele tre måneder op til valgkampen uden direktørens særlige tilladelse.

Efter stor debat både på Bornholm og i hele Danmark blev spærretiden omdøbt til retningslinjer og nedtonet. Nu gælder begrænsningerne kun to måneder før valgaftenen, kommunalt ansatte må godt tale med pressen, hvis de tør, og journalister har igen adgang til kommunens områder. Men signalet fra borgmesterkontoret til de cirka 3.500 ansatte i regionskommunen er klart: Vi sætter pris på, at I ikke bidrager til den demokratiske debat under en valgkamp. En debat som i stor grad netop handler om, hvad der skal ske med alle vores kommunale aktiviteter. Det er essensen af en valgkamp. Men den politiske chef ønsker mundkurv på de ansatte. Samtidig indeholder de nye retningslinjer stadig et forbud mod, at politikere må mødes med journalister på kommunal grund.

De nye og begrænsede retningslinjer udfordrer derfor stadig demokratiet på Bornholm.

 

Politikere må stadig ikke mødes med journalister på kommunal ejendom. Derfor kan mødet ikke gennemføres på Heldagsskolen, som netop er kommunal grund.

 

Facebookgruppen Børnene Bornholms Fremtid vil i oktober gerne holde et dialogmøde med de ansvarlige politikere om fremtiden for den kommunale heldagsskole. Politikere, borgere og bestyrelsen i Heldagsskolen er klar til et dialogmøde om fremtiden for tilbuddet til de svage unge. Men den nye og mere milde version af retningslinjerne for spærretiden – spærrer.

Politikere må stadig ikke mødes med journalister på kommunal ejendom. Derfor kan mødet ikke gennemføres på Heldagsskolen, som netop er kommunal grund.

Det er derfor en stor fornøjelse for Tidende at invitere borgere, politikere og journalister fra alle øens medier til dialogmøde i bladhuset i Nørregade onsdag den 13. oktober klokken 19. I Kieffers gamle trykkælder byder vi indenfor til dialog om Heldagsskolen og dens fremtid.

For os er demokratisk dialog og løbende kontrol af magthaverne altafgørende for et sundt og frit samfund. Når vi kan bidrage hertil ikke kun med journalistik, netindhold og papir, men også med vores mursten, gør vi det med glæde.

Velkommen til dialog i Nørregade.