Leder: Lukning af kapel er et tab for Bornholm

Leder: Lukning af kapel er et tab for Bornholm
LEDER | ABONNENT | 22. JUL 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
22. JUL 2022 • 05:30

Det er virkelig dårlig timing, at naturen spiller Bornholm et puds med stenskred på Jons Kapel midt i højsommeren.

 

Jons Kapel er en af Bornholms bedste oplevelser for gangstærke trappeglade naturelskere - både fastboende og gæster. Et besøg på Jons Kapel giver en stærk oplevelse af, hvor høj Bornholm er som ø hævet over havet. Vandrer man ned af de over 100 trappetrin og kommer helt ned til de rå klipper og den sædvanlige kraftige vestenvind, mærker man havets kræfter og brusen. Det sker på et bagtæppe af gold bornholmsk granit med de rå klipper. Fra rullestenstranden kan man både se den langt blødere kyst mod syd og klipperne med fugle mod nord. Her fornemmer man virkelig noget af Bornholms store unikke natur.

Adgangen til Jons kapel er en doleritgang eller en klippesprække, som med de mange trappetrin er en fysisk oplevelse i sig selv. Desværre blev trapperne lukket af i weekenden, da tunge granitsten styrtede ned og smadrede en del af trappen. Det var håbet og forventningen, at man allerede onsdag kunne have sikret den unikke attraktion og startet reparation af trappen. Men et nyt stenskred har desværre udsat åbningen på ubestemt tid.

Et nyt stenskred over trappen
kan få dødelig udgang.
Så genåbningen skal sikres ordentligt,
så vi igen kan opleve Bornholms
høje, fjeld, hav og skift i kysten.
Vi krydser fingre for, at det sker hurtigt

Det er formentlig sin sag at tage ansvar for, at ikke en klippestump er løs i det cirka 40 meter høje fjeld. Så det er godt, at kommunen tager opgaven alvorligt. Jons Kapel er en af Bornholms store seværdigheder. Det er vigtigt, at den smukke adgang til Bornholms natur her bliver åbnet igen for offentligheden under sikre forhold hurtigst muligt. Et nyt stenskred over trappen kan få dødelig udgang. Men en længere lukning vil være et oplevelsestab. Genåbningen skal sikres ordentligt, så vi igen kan opleve Bornholms højde, fjeld, hav og skift i kysten. Vi krydser fingre for, at det sker hurtigt og sikkert.

Tidende fortsætter henover sommeren med at overlade lederspalten til medlemmer af kommunalbestyrelsen.