Svar udbedes: Kan kunstig intelligens behandle byggesager?

POLITIK | Onsdag 9. juli 2025 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Onsdag 9. juli 2025 • 05:30

Kunstig intelligens vil kunne lette kommunerne for millioner af timers tung sagsbehandling. Så hvilke initiativer har regionskommunen sat i gang? Og hvor mange penge og hvor mange årsværk kan det gøre fri? spørger Socialdemokratiet op til arbejdet med næste års kommunebudget.

Det blev en revolution, da mennesket lærte at trykke bøger. Det blev det også, da elektriciteten blev opfundet. Og da jernbanerne kom. Og computerne, kort tid efter også internettet.

Den næste store revolution er allerede begyndt. Den handler om kunstig intelligens (AI). Eksperterne fortæller, at vi skal vente en på mange måder helt anderledes verden om bare få år, forårsaget af AI.

For kommunerne, også den på Bornholm, vil AI kunne gøre meget lettere og billigere.

Faktisk skal AI om 10 år have frigjort mindst 50 millioner arbejdstimer for kommunerne og regionerne. Det er i hvert fald det mål, som regeringen, kommunerne og regionerne har sat. Det svarer til 30.000 årsværk.

Den ambition får nu Socialdemokratiet til at stille kommunens embedsfolk et spørgsmål i arbejdet med næste års kommunebudget:

"Såfremt det holder og også bliver indført på Bornholm, hvor mange årsværk skønnes der så at kunne frigøres i Bornholms Regionskommune?", spørger Socialdemokratiet.

"Hvilke initiativer har Bornholms Regionskommune gennemført eller er i gang med at gennemføre med AI? Samtidig bedes det oplyses, hvor mange besparelser, der skaber, og om og hvor mange job det frigør", spørger partiet også.

– Det svarer til, da computerne blev opfundet. Dengang høstede man også den teknologiske gevinst. Kommunens direktion siger også, at AI skal spille en større rolle. Så er vi bare også nødt til at have en strategi for det, siger gruppeformand Claus Larsen-Jensen (S).

AI bliver nødvendigt

Allerede i dag kæmper både kommunen, resten af Bornholm og hele resten af landet med, at der mangler arbejdskraft. Samtidig bliver befolkningen ældre. Bornholm er på den front foran udviklingen i resten af landet og har allerede i dag den andel af ældre, som resten af landet først vil have om nogle år.

I en situation, hvor der samtidig bliver færre til at løfte og flere med brug for offentlig hjælp, kan AI blive en del af løsningen.

– Det er fuldstændig sikkert, at vi vil blive nødsaget til at bruge AI på en række områder. Arbejdsstyrkens aldersfordeling og manglen på arbejdskraft gør, at andre greb også bliver nødvendige, siger Claus Larsen-Jensen.

Hvor og hvordan kan AI komme til hjælp? Det vil Socialdemokratiet også gerne vide.

– Ideen er at finde ud af, hvad kommunens strategi er på det her. Så det vil vi gerne have nogle meldinger på, siger Claus Larsen-Jensen.

– Det kan gælde forskellige former for sagsbehandling, for eksempel af byggesager. Hvor AI kan stå for den første del af sagsbehandlingen, før der så kommer en menneskelig hånd på til sidst. Det handler om hurtigere og mere effektiv sagsbehandling, siger han.

Spørgsmålene bliver stillet med det lange lys på.

– Det er ikke nødvendigvis noget, der slår igennem i næste års budget. Men svarene på de her spørgsmål kan give nogle ideer om, hvad vi gør og hvad vi skal investere i, siger Claus Larsen-Jensen.

– Jeg er også klar over, at det formentlig ikke er alt, der kan svares på endnu. Men vi kan nok få nogle indikationer på, hvor vi er, siger han.

– Vi mener ikke, at Bornholms Regionskommune skal opfinde den dybe tallerken omkring AI: Vi skal bruge det, der allerede er opfundet. Det er mere, hvordan vi skal gøre det.



FÅ ABONNEMENT