Men som man ind imellem siger: Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det ofte fordi det netop ér det. De 20 millioner fra sommerdisen søndag er beklageligt nok kun et fata morgana.
Som Tidende mandag kunne få greb om mystikken, er der i virkelighedens verden ikke med nogen sikkerhed så meget som en krone på vej til Bornholm. Der er en derimod en pulje at søge de op til 20 millioner i – men gør Bornholm det (og det vil her sige kommunen), så påtager Bornholm sig også både risiko og ansvar for projektet. Herunder risikoen for at prisen løber op i mere end de 20 millioner, hvad prisen faktisk sagtens kan gøre, for priserne på alting er jo kun gået én vej, siden kommunen for et halvt års tid siden nåede frem til et skøn på 17 millioner.
Derfor er det såre klogt, når borgmester Jacob Trøst (K) er forsigtig og siger, at den her galej skal undersøges grundigt, før man eventuelt går ombord. Han kan så heller ikke rigtig sige andet, for kommunalbestyrelsen har allerede besluttet, at kommunen ikke må bruge penge på et større opmarchareal. Interessant og fornuftigt er det også, at kommunen nu desuden undersøger, om man måske kan skaffe plads til de ekstra biler på selve havnearealet, så man slet ikke skal ud i at omlægge vejarealer.
Inden det kom dertil, havde også passagerforeningens formand Ann Hartl og folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) sagt det samme fornuftige og faktisk lige så vigtige. Nemlig at Bornholm har mere akut brug for flere godsafgange til og fra Køge, og at de to sager (godsproblemerne og opmarcharealet) faktisk er én og samme sag, som Bornholm har forsøgt at løfte på én gang. Og at der derfor er grund til sund skepsis, når ministeriet nu (eller: nå nej...) lover en løsning på det ene problem, men ikke nogen løsning på det andet.
Hvordan Transportministeriet kunne give hvad der lignede et løfte om penge givet kvit og frit, mens der nu altså er tale om noget ganske andet, forbliver nok en sag, som nogen må tale med deres chef om i Transportministeriet. Men pludselig forstod man da, hvorfor ingen transportordfører ønskede at mæle et ord om det her, og hvorfor ellers så talelystne folk pludselig allesammen henviste til Transportministeriet.