Man får sjældent det hele på én gang, men i det mindste fik mange noget her.
Altsammen glædeligt og godt. De helt store tabere, for dem var der også nogle få af, er musikfestivalerne. Først måneders uvished om, hvad der vil være muligt til sommer. Dernæst så den her nye aftale, som festivalernes brancheorganisation Dansk Live brugte ordene "reelt dødsstødet" om, da blækket på papiret var tørt.
Højst 2.000 deltagere frem til 1. august betyder farvel til Grøn Koncert og Skanderborg, mens vores egen Wonderfestiwall – hurra! – lige akkurat ligger på den rigtige side af tidsgrænsen 1. august, hvor deltagerantallet går op til højst 5.000, måske endda det dobbelte, hvis der er endnu mere styr på corona, når vi nærmer os den tid. Der var vi heldige, men generelt har regeringen behandlet kulturlivet i almindelighed og festivalerne i særdeleshed med først sløv sendrægtighed, dernæst en udtalt mangel på forståelse for deres helt alvorligt plagede situation. Det har været trist at se en så bogstaveligt talt umusikalsk og tonedøv regering på den front.
Set fra Bornholm minder aftalen desuden om det, der ikke er, men også meget gerne måtte komme i en fart. Der er fortsat ingen aftale med Sverige om nogen trafikkorridor, og Folketingets mandagsdebat om en hurtigfærge direkte til København efterlod ingen med en tro på, at den sag har nogen gang på jord. Regeringen vil satse på fly, det har længe stået klart, selvom bedre forhold for DAT jo altså ikke vil gøre det muligt at få biler med ombord og som sådan kun vil løse en del af problemet.