Som ny fastligger i nordlandet har jeg naturligvis ikke forstået hele øens magi og potentiale. Det er nok de færreste, der kan det. Men når jeg kigger på Bornholm, ser jeg udover naturen de mest fantastiske byer med velbevaret og varieret arkitektur i lave højder. Både rundkirker, hasleklinker, bindingsværk og de arkitektoniske perler i blandt andet Rønne og Nexø løfter naturoplevelsen til mere end det: Et samfund eller et fællesskab med en imponerende kulturhistorie, som alle kan være stolte af. Vores mange museer og kunstudstillinger. Bornholms Museumsforening har flere end 2.600 medlemmer ud af øens cirka 20.000 hustande. Det svarer til, at flere end hver ottende hustand på hele øen støtter op om foreningen, der jo kun er en del af vores mange kulturtilbud.
Med det høje niveau af natur, arkitektur og kultur giver det mening, at Bornholm siden finanskrisen har rettet den mentale ryg og dyrket fortællingen om den moderne solskinsø, hvor solen skinner hele året, demokratiet trives, og maden er lokal og smager bedre end andre steder.
Vi er en paradisø, Danmarks Hawaii.
Men det mest vigtige ved paradis er de mennesker, der er optaget i det. Her er den fælles glæde ved Bornholm fra høj til lav og ung til gammel den største fællesnævner og en utrolig styrke, som giver os forudsætningerne for at udvikle vores ø og samfund endnu mere med fællesskab, klimavenlige løsninger, turisme, landbrug, service og gastronomi. Vi er et moderne landsbysamfund, der både dyrker den nære kontakt, som storbyen i sin vækst mister, og som stadig er med på beatet med power to x, fiber i vejen og masser af grøn vindmølleudskibning i havnen.