Uden mennesker og kultur er vi bare en stor klump sten i Østersøen – med uimodståelig natur. Men menneskene og kulturen får stenen til at flyve.
Det er gjort med den rige mængde af kunsthåndværkere og billedkunstnere, der i århundreder har skabt guldkorn på øen. Den vilde opbakning til museumsforeningen med cirka 5.000 medlemmer er også et eksempel på vores stærke kultur.
Men kultur og mennesker udvikler sig, og Bornholm skal følge med, når vi vil være øen, hvor den efterspurgte arbejdskraft har lyst at lægge deres skattekroner. Her er Musikhuzet, Wonder, Gæsten og Daniel Mühlendorffs nye spillehus-planer i Tejn alle sammen stærke arnesteder for vores samtidige og fremtidige kulturliv.
Nu har vi fået endnu et. Club Rising spotter talenter fra hele landet, før de bliver store, og serverer dem for målgruppen ’alle aldre’ på Bornholm. Reelt kommer der nok flest unge i klubben. Men signalet om, at alle er velkomne, er vigtigt.
Hvis vi skal gøre det attraktivt for unge at blive på Bornholm med deres uddannelser eller få de helt unge familier til at kunne se sig selv med en lysegrøn fremtid på Bornholm, så er kulturtilbud en vigtig del af de fristelser, der skal til.