Den kommende energiø bliver af mange fremhævet som fremtidens fiskeindustri. Et erhvervseventyr, hvor milliarderne triller forbi Bornholm og i sit kølvand giver muligheder for offshore-erhverv, energisalg og viden om fremtidens energihåndtering.
Projektet er indbegrebet af det grønne projekt, som Bornholm har arbejdet mod i mange år. I første omgang er vores kommercielle havn i Rønne allerede i fuld gang med at tjene penge på opsætning af vindmøller og er ifølge eget udsagn Østersøens eneste seriøse offshore-havn til udskibning af vindmøller – og dem er der masser af på vej, og det gælder ikke kun energiøen.
Men udover at etablere og vedligeholde vindmøller, så har Bornholm en enestående mulighed for at udnytte de store mængder grøn energi, der sendes ind på landsanlægget. Power-to-x eller omdannelse af el til f.eks. ammoniak, der kan bruges i skibsmotorer, er et scenarie. Datacentre med masser af energiforbrug eller fremstilling af for eksempel energikrævende aluminium kunne være andre scenarier. Det vil skabe job og vækst, som vores samfund kan nyde godt af.
Det kæmpestor bygningskompleks må ikke stå i vejen for de muligheder, vi får. Vi skal i stedet finde en stolt plads til den hovedpulsåre, der kan forme vores fremtid og hjælpe os med at skabe vækst ud af vores unikke placering midt i Østersøens mange kommende vindmølleparker.