KØB ABONNEMENT
FORSVAR / 25. MAR • 05:30

Øget militær aktivitet: Sommerhus-ejere vil sælge

Øget militær aktivitet: Sommerhus-ejere vil sælge
Boderne er et populært sommerhusområde, som adskiller sig fra de fleste andre sommerhusområder ved at dele areal med et militært skydeterræn. Foto: Søren Sorgenfri

Flere huse er kommet til salg i Boderne efter udmeldinger fra Forsvaret. Men det er ikke sikkert, at det har noget med hinanden at gøre, siger grundejerforeningen.

De kommende års varslede stigning i militære øvelser på Raghammer får nu konsekvenser i sommerhusområdet i Boderne.

Fire sommerhusejere har sat deres huse til salg, heraf to beliggende tæt på den militære sikkerhedszone, og mangeårige sommerhusejer Birger Jørgensen har valgt at sætte et planlagt byggeprojekt i bero, indtil der er større klarhed over områdets fremtid.

Raghammer er et stort militært øvelsesområde, som på strækningen ind mod Boderne lapper ind over sommerhusområdet. Og ifølge den lokale leder, er oprustningen i gang.

– Vi har allerede øget aktivitet. Vi er allerede i gang. Det medfører selvfølgelig nogle støjgener for vores naboer, sagde leder af Raghammer Skydeterræn Jesper Bergmann Lindqvist til Tidende i januar:

Nogle øvelser støjer mere end andre, sagde Lindqvist. Og nogle aktiviteter kræver, at 11 sommerhusejere i nærområdet midlertidigt er tvunget til at forlade deres boliger.

Den udmelding har fået Birger Jørgensen til at vende skråen. Han har søgt Byg om at få byggetilladelse til at gå i gang med en større ombygning, men udsigten til flere militære aktiviteter på Raghammer har lagt om ikke andet så i hvert fald en midlertidig dæmper på byggelysten.

Raghammer er en blanding af militært skydeterræn og fredet naturområde. Og så er der også et dusin sommerhuse indenfor sikkerhedszonen i et samkvem, som indtil videre er forløbet stort set gnindnigsløst.
Raghammer er en blanding af militært skydeterræn og fredet naturområde. Og så er der også et dusin sommerhuse indenfor sikkerhedszonen i et samkvem, som indtil videre er forløbet stort set gnindnigsløst.

Afventer situationen

Ifølge en mail fra grundejerforeningen, som Tidende har fået adgang til, lægger Forsvaret op til flere øvelser med større våben og mere skydning.

"Der vil i løbet af året komme dobbelt så mange soldater under uddannelse på øen, mere tætpakket øvelsesprogram, mere tungt materiel, mere forskelligt og også mere støjende våbentyper," hedder det i mailen til medlemmerne.

Dette påvirker situationen i det fredede hedelandskab, som er et yndet rekreativt område for mange bornholmere, samtidig med at det forstyrrer freden for ejerne af de 11 huse, der er placeret inden for terrænets sikkerhedszone. Her har beboerne været vant til at blive bedt om at forlade deres huse, når der er bestemte typer øvelser i skydeterrænet.

Birger Jørgensens eget hus ligger cirka 100 meter uden for sikkerhedszonen. Alligevel vælger han at udskyde renoveringsplanerne. Hans overvejelser går blandt andet på, hvordan den øgede støj og eventuelle afspærringer af adgangen til stranden vil påvirke muligheden for at benytte og udleje huset.

Birger Jørgensen udskyder derfor ombygningsplanerne i et par år for at observere, hvordan militærets planer udfolder sig i praksis, før han investerer yderligere i en ombygning.

– Lad os lige slå koldt vand i blodet og se, hvad der sker, siger han.

Sikkerhedszone flyttes

Formanden for grundejerforeningen i Boderne, Poul Ellehøj, mener ikke, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem de mange til salg-skilte og de øgede aktiviteter på Raghammer.

Formanden peger i stedet på individuelle årsager bag de mange salg. Han mener, at det i flere tilfælde drejer sig om dødsboer eller ejere, der har fundet vedligeholdelsen af husene for omfattende.

Samtidig påpeger han, at den øgede intensitet fra militæret ikke er slået rigtigt igennem endnu.

– Det vil først ske om nogle år, siger han.

For at tage hensyn til sommerhusejerne vil militæret i øvrigt forsøge at flytte grænsen for sikkerhedszonen om sommeren, fortæller grundejerforeningens formand. Tiltaget har til hensigt at mindske generne for de 11 huse, der ligger inden for sikkerhedszonen.

Dette bekræftes af Jesper Lindqvist, som dog understreger, at en sådan løsning er betinget af, at det af Forsvaret vurderes at være uddannelsesmæssigt forsvarligt.

Hvis det lykkes at friholde den del af sikkerhedszonen der ligger i sommerhusområdet, vil det betyde, at beboerne i Boderne skal orientere sig anderledes i området. Signalkuglen, som står på parkeringspladsen midt i sommerhusområdet, og som normalt hejses, når der er øvelse, vil i sommerperioden blive erstattet af en midlertidig afspærring, som sættes op ved det sommerhus, der ligger tættest på Raghammers åbne areal.

Sikkerhedszonen

Når der skydes, er adgang forbudt i hele skydeterrænet og i en sikkerhedszone ud over vandet. Denne zone strækker sig fra området omkring Raghammer Odde og mod øst forbi Boderne.

I forbindelse med skydning er det ikke tilladt at færdes på stranden og i skovområderne inden for det afmærkede areal.

Når der ikke skydes, er det tilladt at færdes i området, blot man følger anvisningerne på skiltene.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT