Besøget er en del af en større indsats for at styrke Bornholms position som test- og udviklingsområde for grønne løsninger og bæredygtig erhvervsudvikling. Det foregår i tæt samarbejde med Business Center Bornholm, Baltic Energy Island, regionskommunen og en række lokale virksomheder, som er meget gæstfrie, fortæller kursuslederen.
Formålet er at skabe et stærkt samspil mellem studerende, erhvervsliv og lokale udviklingsmiljøer, hvor konkrete udfordringer og potentialer kan omsættes til innovative forslag, fremgår det.
Erhvervschef Christa Lodahl hos Business Center Bornholm fortæller, at de studerende hos lokale virksomheder arbejder med specifikke cases relateret til natur, cirkulær økonomi, energi, ressourceoptimering og nye samarbejdsformer.
Ifølge hende understøtter besøget samtidig de lokale ambitioner om et akademisk boligfællesskab med fokus på styrket samarbejde mellem universiteter og de lokale virksomheder.
De studerendes arbejde vil fredag blive præsenteret på en minikonference på Snorrebakken, hvor lokale aktører får mulighed for at give feedback.