Kameraer skaber tryghed

Sven-Erik Sørensen fra Nyker reagerer på chefredaktør Kristoffer Gravgaards leder om politiets overvågning i Rønne.

Normalt læser jeg Kristoffers ledere og er i mange tilfælde delvis enig, men med lederen fredag den 16. februar med titlen ”Overvågning på Bornholm – Er det prisen værd ?” så må jeg reagere.

Der stilles blandt andet dette retoriske spørgsmål: ”Er denne overvågning virkelig nødvendig, og opvejer dens fordele de indskrænkninger, den giver i borgernes privatliv?”.

Jeg spørger: ”Hvilke indskrænkninger i privatlivet er der tale om i det offentlige rum?”

Næste påstand: ”Vicepolitiinspektør Allan Bredahl kan ikke påvise en klar præventiv effekt af kameraerne” og ”hvorfor fortsætter en praksis hvis positive indflydelse ikke kan klart dokumenteres?”.

Jeg spørger: Hvis man læser William Kaaløs artikel den 15. februar, udtaler vicepolitiinspektøren ”at han ikke ved, om man kan måle en effekt eller bevise den præventive virkning” og senere i artiklen ”når alt kommer til alt, har kameraerne dog været en operativ hjælp for Bornholms Politi”.

Nej, selvfølgelig kan man ikke dokumentere, hvor mange ”forbrydelser” eller gadeuorden, der ikke har fundet sted på grund af kameraerne, hvordan skulle man kunne det?

Det er jo netop derfor, det hedder ”tryghedskameraer” – de skaber tryghed for dem, der færdes i natten, og hvis politiet har operativ gavn af dem, så tak for det.

Han fortæller, at det hjælper politiet til at hive fat i de rette uromagere, og det må da siges at være et fremskridt.

Derudover udtaler palædiskoteksejer Jimmi Persson, at han synes, det er en god ting, at det har skabt ro, og at der har været mindre tumult i køerne uden for diskoteket, da folk nu ved, at der sidder kameraer, der filmer dem.

Kristoffer synes, at Bornholms Politi og politikerne må tage problematikken med overvågningskameraer op, og jeg kunne ikke være mere enig.

Der skal akkurat så mange op, at det skaber tryghed i nattelivet, vi har lige hørt at 40 procent af unge kvinder på landsplan føler sig utrygge, når de færdes om natten, så alene det må være en indikation på, at kameraerne skal forblive og flere sættes op der, hvor der er brug for dem.

Jeg føler ikke, mit privatliv bliver krænket af kameraerne, jeg tænker faktisk ikke over, at de findes, men jeg opfører mig – i langt de fleste tilfælde – også ordentligt.

Endelig sammenligner Kristoffer Rønnes seks kameraer med de mange tusinde, der er sat op i Dubai og i Kina for at overvåge befolkningen, det er jo absurd.

Kære Kristoffer: Alt kan ikke dokumenteres, så af og til må man stole på de fagfolk, der har med tingene at gøre på daglig basis og taler af erfaring.