Kaas: Ting sker i Nexø

Kaas: Ting sker i Nexø
LEDER | 26. MAR 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef
LEDER
26. MAR 2024 • 05:30

Det er forbløffende, at Nexø i en tid med enorme besparelser formår at få "Bornholms største byprojekt" til at leve videre.

I sidste uge blev det store byfornyelsesprojekt i Nexø fredet af politikerne i en tid, hvor vi ellers står foran store, ubehagelige besparelser, og i weekenden kunne man i byen fejre det første håndgribelige bevis på, at den mangeårige plan lever; et nyt, stort bymøbel lavet af gammelt træ fra havnen.

Det er godt kæmpet i Nexø, hvor man har været hårdt prøvet af de skiftende planer om fornyelsen af byen. Den model, man står tilbage med nu, er noget ganske andet end den rolls royce-model, man fra begyndelsen havde satset og håbet på, men man kan se en udvikling.

Man får trods alt noget, kan man sige, og derfor er der nok også nogen, der kniber sig selv i armen over forbarmelsen fra kommunalbestyrelsen.

Kommunens afsindigt dårlige økonomi skriger på handling, og mange andre folkevalgte politikere havde ganske givet valgt at sortere nogle af disse nice to have-projekter fra og fokuseret udelukkende på need to have.

Mens Rønnes byfornyelse og udvidelserne på plejecentrene Åbo i Aakirkeby og Nørremøllecentret i Nexø hænger i en tynd tråd på grund af de røde tal hos kommunen, så er der fortsat grønt lys til at arbejde videre med Allinge Børnehus og 4-Kløverklyngens store projekt, foruden altså Nexøs byfornyelse.

Da borgmester Jacob Trøst (K) i weekenden var i Nexø, lod han de fremmødte ved det nye udendørs møbel vide, at han og de andre politikere ret tydeligt havde fået at vide, at byfornyelsen, "den skulle vi ikke pille ved". Det er med andre ord byens borgere og ikke mindst ildsjæle, som kan takke sig selv for, at Nexø stadig har en byfornyelsesplan.

Dén giver Nexø en restaurering af slæbestedet ved Værftet, fornyelse af moleområdet og en stærkere forbindelse mellem havn og bymidte.

Det betyder alverden for byen, og med weekendens borgmesterbesøg og torvets nye bymøbel viser Nexø endnu en gang, at byen lever med stærke, vedholdende kræfter, der formår at få ting til at ske.