Tilfreds med den nye plan
Mai-Britt Jordt gav dermed også ekko til borgmestens ord i åbningstalen, da hun pegede på de mange bump, som projektet har haft siden sin fødsel i 2018. En af de helt store knaster kom, da kommunen i sommeren sidste år meldte ud, at man måtte sløjfe planerne om en strandpark i fornyelsesprojektet.
I stedet blev en ny plan vedtaget. En, der overordnet rummer tre nedslagspunkter; en restaurering af slæbestedet ved Værftet, fornyelse af moleområdet og i højere grad forbinde byens havn og bymidte blandt andet via ved mere lys og tydeligere markeringer på den trafikerede gennemfartsvej, der skærer byen i to. Og mens man fortsat arbejder på at udforme planens endelige udseende glædes formanden over, hvad byen har i vente.
– Vi er tilfredse med planen, som den er nu. Selvfølgelig går vi stadig efter stjernerne, og der er mange ting, vi gerne vil. Men det her betyder bare rigtig meget, for vi må være ærlig at sige, at vi har følt os overset i rigtig mange år, sagde Mai-Britt Jordt.
Projektet er budgetteret med 28 millioner og maj 2025 er tidsfrist for projektets realisering.