Spørgsmålene er umiddelbart flere end svarene. Nyheden om den mærkelige træpæl ramte de sociale medier mandag, og tirsdag hoppede vi "traditionelle" medier så på historien.
Reaktionerne er delte. Nogle finder skulpturen smuk og fascinerende, mens andre mener, at den bør fjernes omgående. Diskussionen viser blandt andet, hvordan vi reagerer helt forskelligt på udsmykning af det offentlige rum, og ud over de talrige, åbenlyse spørgsmål i indledningen får den os til instinktivt at stoppe op og tænke os om et øjeblik, uanset om vi oplever den gennem et billede på Facebook eller i virkeligheden.
Den godt tre meter høje skulptur bærer inskriptionen Perkunas og trækker dermed tråde til Baltikum. Kuriøst er det, at den er placeret cirka dér, hvor afstanden til de baltiske lande er kortest, og endnu mere interessant bliver det af, at en lignende skulptur blev sat op i Kent i England i 2023 – ligeledes ud mod den østvendte kyst. Det engelske mysterie er i øvrigt aldrig blevet løst.
Der er helt tydeligt tale om et stykke håndværk af en vis kaliber. Det er ikke alle og enhver, der lige snitter sådan en karl op på en halv dag, så den eller de, der vil sige noget med skulpturen, har helt sikkert gjort sig noget så umage.
Og så er spørgsmålet igen: Hvad er budskabet?