498 kroner retur for en smuttur til Ystad. Mindst! Det er virkeligheden for os resten af året, fordi Bornholmslinjen i sommer ikke har solgt nok af de dyre billetter.
Det kunne Tidende fortælle i lørdagsavisen, efter at vi havde taget en tur i rederiets bookingsystem for de resterende måneder af 2024. Ikke én dag kan du komme til Ystad for under 249 kroner, hvis du skal have bilen med, og da prisen er mindst den samme, når du skal hjem igen, kommer du altså ikke på tur uden at skulle hoste op med en plovmand.
Bornholmslinjen forklarer, at man i det dårlige juni- og julivejr ikke har kunnet sælge dyre billetter nok til turisterne, og derfor kommer vi på Bornholm til at betale dén regning.
Og det er Bornholmslinjens såkaldt dynamiske prisstruktur i en nøddeskal: Vi kan ikke regne med noget som helst, og vores samfundsbegrundede sejlads er totalt underlagt det kapitalfondsejede selskabs skruen op og ned på billetpriserne.