Kaas: Hvem snakker bornholmsk?

Det handler om meget mere end vores bornholmske sprog, hvis vi ikke formår at bevare det.

Når vi er væk fra øen, kan vi have en tendens til at pakke det væk. Sproget. Vi er åh så stolte af at være fra Bornholm, at være en del af en fantastisk fortælling – at være bornholmere. Men når det kommer til kommunikationen med dem ovrefra, så forsøger vi os hellere på "rigsdansk".

Det er ikke noget, vi siger højt. Det sker bare. Næsten umærkeligt. Mens jyder og fynboer måske i højere grad holder fast i deres lokale dialekt, så fortaber den bornholmske sang sig langsomt.

Derfor er Jarl Corduas opfordring i lørdagsavisen ramt lige på kornet: Løft stolt jeres hoved og lad jeres bornholmske tunge lyde overalt, skriver den stærke bornholmske kommunikatør, og her på Tidende bringer vi hjertensgerne dén videre.

For sproget er ikke en bagatel. Vores kultur og identitet er forankret i det, og det giver os en unik adgang til minder, relationer og steder. Og hvis det forsvinder, forsvinder ikke bare store mængder af ord, men selve vores måde at være i verden på.

Tænk på, hvor meget vi kæmper med at skille os ud. Vi markedsfører os med lokale fødevarer, med vores klipper og kunsthåndværket – med vores fælles, stolte historie. Vi vil rigtig gerne fortælle om det særlige ved Bornholm, men vi vil helst ikke have, at det kan høres. Er det sådan?

Vi betaler en høj pris, hvis vores sprog glider helt ud. Det vil gøre afstanden mellem generationer større – og tilknytningen svagere.

Vi skal derfor finde modet til at lade sproget flyde. Jarl Cordua har ret. Lad os nu acceptere og stå ved, at vores sprog er en styrke og ikke et handicap. Lad os bevare vores identitet – bruge den i vores videre "markedsføring". Det kan vi alle hjælpe med. Til hverdag. Og til fest. I medier. Og i vigtige samtaler.

Ja, løft hovedet og vær stolt af det, sproget.