Johannes Thuneberg: ”Jordnære opfattelser er også relevante”

Ivar Nielsen forholder sig til Thunebergs indlæg.

Johannes Thuneberg fra Klemensker havde et rigtig godt synspunkt i Tidende 11/9-24, ”Et lidt frækt indlæg”, og mange tak for dette, Indlægget handlede om troen på den kosmologiske videnskab og dens teorier.

Jeg: Teorier er ofte noget, der ikke altid holder stik og sjældent indeholder naturlige forklaringer men en masse næsten religiøse dogmer, der kræver, at man tror på dem.

Johannes Thuneberg udtaler i synspunktet: ”Lad mig lige slå fast, at jeg ikke er ude på at pege på tilfælde, hvor selv berømte astronomer har “jokket i spinaten” men at spørge, hvorfor mere jordnære opfattelser fra almindelige menneskers side absolut skal omfattes af skepsis alene og ikke af diskussion! DÉT fatter jeg ikke”.

Almindelige mennesker

Det fatter jeg heller intet af.

Uden ”almindelige mennesker” ville det se slemt ud for især den kosmologiske videnskab, der i den grad har begivet sig ud i direkte mentale spekulationer og konstruktioner af det kosmos, som de undersøger.

Skabelsen

Nu har ”almindelige mennesker” i flere årtusinder kunnet observere de menneskelige og naturlige forhold - fysisk og spirituelt - og har kunnet fortælle en globalt ensartet fortælling om Skabelsen.

Det er en Skabelse, der logisk nok er ens for alle mennesker under de samme overordnede jordiske, astronomiske og kosmologiske konditioner.

Relevante studier

Når man studerer begreberne ”Sammenlignende Mytologi og Religion” med fokus på de forskellige kulturers fortælling om Skabelsen, så står det ganske klart, at tidligere generationer opfattede alt liv som en cyklisk bevægelse.

Altså ingen begyndelse og ingen slutning, men en evig udvikling af fysisk Skabelse, Opløsning, og Genskabelse.

Fortolkningen af Skabelsen

Disse Skabelsesfortællinger er historisk blevet tolket som en begyndelse af Universet, hvilket ikke er korrekt, da vores formødre og forfædre netop opfattede alt som værende cyklisk og evigt.

De globale fortællinger om Skabelsen handler specifikt om de elementære forhold før og under skabelsen af vores galakse - Mælkevejen - og herunder også vores solsystem og jorden.

Den moderne skabelsesteori

Har man fat i den årtusindgamle mytologiske symbolik, så ligner de gamle fortællinger næsten til forveksling den moderne opfattelse af skabelsen af vores solsystem, der er blevet til fra skyer af gas og støv med en central livskilde i midten.

I denne sammenhæng har fortidens ”almindelige mennesker” altså formået fat sammenkoble skabelsen af Solsystemet med skabelsen af Mælkevejen for tusinder af år siden - noget som den moderne kosmologi end ikke har beskæftiget sig meget med.

Chokket fra Mælkevejen

Da den moderne kosmologi omsider beskæftigede sig med Mælkevejens formation og stjernernes bevægelse i galaksen for snart hundrede år siden, så fik den noget af et kulturchok:

Stjernerne bevægede sig ikke ud fra de stående love om objekters forskellige afstande og bevægelse omkring et centralt tyngdeobjekt!

Her kom Newtons 350 år gamle lov - lavet ud fra planeternes afstande og bevægelser omkring solen - altså i alvorlige vanskeligheder! For stjernerne i Mælkevejen bevægede sig med samme hastighed omkring Mælkevejens centrum, uanset afstanden til dette centrum.

Forskerne mente så, at stjernerne ville blive slynget ud af Mælkevejen med denne observation, og så indførte man et ”mørkt stof”, der skulle holde stjernerne på plads i Mælkevejen.

At redde Newtons tyngdelov

Det var ikke mindst for at holde gamle Newtons ideer på plads i teorierne, for ellers ville alt falde sammen i den bestående konventionelle kosmologi. Nu står den moderne kosmologi så rent faktisk med to modsætningsfyldte love om to kosmiske bevægelsesmønstre i det samme lukkede galaktiske system.

Skabt og "kastet ud fra Edens Have"

Fortidens ”almindelige mennesker” havde/har vores solsystem til at blive skabt ud fra centeret af vores hvirvlende Mælkevej og slynget ud gennem Mælkevejens barrede struktur og ud i Mælkevejens arm.

Vores solsystem og bevægelserne af planeternes afstande til solen er en ganske logisk følge af den oprindelige centrifugale kraft, der udskiller de letteste objekter længst ud i solsystemet og de tungere planeter inderst.