Inden Søndag: 'Gud er død'

”I øvrigt er Gud død, og vi har ingen mening med livet”

For to måneder siden kom jeg til at sende en sms til et forkert nummer.

Jeg forsøgte at få fat på en forælder til en af mine konfirmander, men fik i stedet fat på en helt anden. Vedkommende kendte hverken til Ibsker eller konfirmationer, og rundede sit svar til mig af med at sige, at Gud jo i øvrigt var død, og at vi ingen mening med livet har.

Det var måske en lidt spøjs måde at runde en sms af på, men det fik mig til at tænke på udtrykket ”Gud er død”.

Nietzsche

Udtrykket stammer fra den tyske filosof Friedrich Nietzsches bog ”Den muntre videnskab”.

Det fulde citat lyder: ”Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel!”. Det lyder måske som en voldsom påstand, men der er mere at sige om det citat end dets umiddelbare ordlyd.

For det første er det vigtigt at understrege at Nietzsche ikke skriver triumferende om Guds død, Guds død er for Nietzsche ikke en sejr – i hvert fald ikke umiddelbart. Snarere er der tale om en analyse af, hvordan Gud skal forstås og hvilke forståelser af Gud, der er gangbare.

Når Nietzsche altså skriver at Gud er død, så er det en bestemt forståelse af Gud, der er død og derfor ikke længere brugbar.

Teisme

Den forståelse af Gud, som Nietzsche mener er død, er den klassiske ”teistiske”. Her tænkes Gud som et transcendent væsen, der eksisterer hinsides vores virkelighed, og skaber og opretholder verden.

Gud står altså over alle ting, adskilt fra mennesket og er selve det uforanderlige fundament for verden. Problemet med den klassiske teisme er dog, at den tænker for småt om Gud. For Gud gøres til et væsen eller til en ting – ganske vist til ”den højeste ting”, ”en metafysisk ting” eller ”en uforanderlig og evig ting”, men dog stadig en ting.

Gud reduceres altså til noget tingsligt. Og er man en uforanderlig, evig og ubevægelig ting, så er man så godt som død. Teismens ide om den evige og uforanderlige Gud ender derfor ad omveje med at udforme Guds egen dødsattest – og Nietzsche gør ikke andet end at skrive den under. For så vidt er teismen også nihilistisk, da det eneste, der ikke forandrer sig, er ”intet” (latin nihil: intet).

Hvad så?

Og hvad gør vi så?

I stedet må vi formulere et gudsbillede, der tager udgangspunkt i det bevægelige og det levende. Gud er en rindende kilde til fornyelse af liv - ikke et stillestående fundament for verden. Gud er i Jesu ord og handlinger en tydning af vores erfaringsverden – vores liv og død, sorg og glæde, fryd og smerte.

Desuden er kristendommen netop bygget op omkring ideen om, at Gud er bevægelig. For det er det, som inkarnationen er – Gud bevæger sig hen til os, og fortolker sig selv, ved selv at blive et menneske i Jesus.

Dette møde og denne udveksling mellem Gud og mennesker er ikke engang mulig, hvis man tænker Gud som evigt ubevægelig. Den bevægelige Gud fortsætter nu sin bevægelse i Jesu jordiske liv, og fuldender sin bevægelighed og foranderlighed ved at lide og dø på korset.

Idet den levende Gud dør på korset, dør forestillingen om en uforanderlig og ubevægelig Gud også.

Kontinuerlig åbenbaring

Kristendommen drejer sig om den kontinuerlige åbenbaring af den bevægelige og sprællevende Gud, der udlægger sig selv i den kristne fortælling.

Og troen er derfor heller ikke først og fremmest en tro på Guds tingslige eksistens, men på hans ord og budskab. Det betyder i sidste ende, at heller ikke for Guds vedkommende forbliver livet som, og hvor det er.

"Inden Søndag" er Tidendes serie. hvor vores præster på skift får mulighed for at skrive en kommentar. Emne og udtryksform er helt frie for skribenterne