Menneskeligheden er glemt i dette regnestykke

Det rammer Henriette Søvind særlig hårdt, at det er usikkert, om telefontiden om natten hos Livslinien bliver forlænget.

Jeg har kæmpet for en bedre psykiatri i mere end 13 år, jeg har blandt andet stillet mig til rådighed for flere politikere, især omkring hvordan det er at være mor til en psykisk syg, som ikke får den hjælp, hun har behov for. Fortalt hvilken kamp det er at få en hverdag til at hænge sammen med et alvorligt sygt barn, man er bange for at forlade i frygt for at miste hende og samtidig blive ved med at have troen på, at der findes hjælp til at få det bedre, når man gentagende gange bliver mødt af en lukket dør.

Derfor rammer det mig særlig hårdt, at jeg hører, at det er usikkert, om telefontiden om natten hos Livslinien, der hjælper, bliver forlænget, som det fremgår det af forslaget til den nye finanslov, Socialdemokratiet har fremlagt. 

Udover at mangle en livline har de heller ikke en psykiatrisk akutmodtagelse her på Bornholm. Hvad blev der af forebyggelse, og hvor skal vores sårbare borgere gå hen, når smerten er så stor, at de ikke kan være i den, og tankerne flyver af sted?

Derfor undrer jeg mig over, at der ikke er mere fokus på den del fra regionens side. Det vil være langt mere bæredygtig for den syge, familierne, kommunen og samfundet, at bornholmerne har adgang til behandling her på øen. Det gælder også vores børn, som har det svært. Det kan da ikke passe, at mor og far skal rejse fra deres andre børn, som i det tilfælde kan blive skyggebørn, fordi de altid står i skyggen af deres syge søskende. Det er tydeligt at se, at menneskeligheden er glemt i dette regnestykke. 

Jeg har set, hvad den rigtige behandling kan gøre ved et menneske, der er psykisk sårbar, og jeg kan kun sige, at der findes ikke noget større end at se sit barn komme tilbage til livet og få et velfungerende liv efter mange års kamp med systemet.