Det er med dyb beklagelse, vi må sige farvel til Pernille Bolø, en dygtig og værdsat præst på Bornholm og Christiansø. Hendes afgang, som hun selv tilskriver høje leveomkostninger i præstegården i Ibsker, rejser et vigtige spørgsmål om vilkårene for vores sognepræster. Dette tilfælde er ikke blot en enkeltstående hændelse, men et symptom på en større problemstilling, som fortjener opmærksomhed.
Præstegården i Ibsker, skønt mere end idyllisk om sommeren, er tilsyneladende en økonomisk byrde i de koldere måneder, primært på grund af et forældet og kostbart oliefyr. Dette peger på et presserende behov for at modernisere og gøre vores præstegårde mere økonomisk bæredygtige. Vi bør naturligvis overveje alternative varmeløsninger som jordvarme, der ikke alene ville reducere driftsomkostningerne, men også ville være et skridt mod en mere miljøvenlig praksis.
Denne sag fremhæver også vigtigheden af en åben dialog mellem præster og menighedsråd. En proaktiv tilgang til at diskutere og adressere problemer kan forhindre lignende situationer i fremtiden. Det er i dag menighedsrådets ansvar at sikre, at deres præster har tilfredsstillende arbejds- og leveforhold. Kræver man, at en præst skal bo til leje i præstegården, så må man også levere en fungerende præstegård.
Men tabet af Bolø bør også få os til at revurdere, om det er hensigtsmæssigt at fastholde præster i et boligmarked bestående udelukkende af lejede præstegårde. Og om menighedsråd overhovedet er de rette til at styre og vedligeholde præsteboliger. Denne traditionelle tilgang kan udelukke fleksible og økonomisk levedygtige boligløsninger, der kunne være mere attraktive for nutidens præster. Ligesom den nærdemokratiske styring af vedligeholdet af boligerne både giver mulighed for alt for fedtede og alt for dyre løsninger til præsterne. Her kunne en fælles landsstyring af boligdriften formentlig trække i den rigtige retning.