Københavns Politi og PET's beslutning om at indstille efterforskningen af sabotagehandlingen på Nord Stream-gasledningerne i Østersøen, uden yderligere forklaring, vækker bekymring og efterlader flere spørgsmål end svar. I et demokrati som vores er det afgørende, at den udøvende magt arbejder med en vis grad af åbenhed og gennemsigtighed. Denne sags afslutning med et kort "ingen kommentarer" bidrager desværre ikke til dette princip.
At efterforskningen indstilles går nok endda. Alle er klar over, at visse sager kan være så komplekse eller følsomme, at de er næsten umulige at opklare. Men måden, hvorpå det meldes ud, efterlader en åben dør til spekulationer og konspirationsteorier. Dette gavner ikke tilliden til vores retssystem eller vores demokratiske institutioner.
DR's dokumentation af, at russiske skibe med slukkede AIS-sendere har været tæt på gasledningerne, og den tyske efterforskning med fokus på en ukrainsk relation til en sejlyacht på Christiansø, der fortsat står på, tegner et billede af en sag med internationale forgreninger og mulige skjulte dagsordener. At Rusland skulle sprænge sin eget milliarddyre rørledning, virker stadig ulogisk. Men uden en grundigere forklaring står døren åben for alverdens teorier.
I Danmark, og specifikt på Bornholm, hvor eksplosionerne fandt sted tæt på, er det vigtigt for vores demokrati at adskille sig fra autoritære stater som Rusland. Vi skal kunne tilbyde vores borgere trygheden i at vide, at vores myndigheder arbejder åbent og troværdigt for os. Det indebærer, at selv i sager, hvor der ikke findes konkrete svar, bør der være en form for kommunikation og gennemsigtighed omkring processen og dens afslutning.