DAT, som beflyver Bornholm, skal have tak for at forsøge at ruske op i det politiske univers ved at lave “tilbudsrejser” med dumpede priser i en kortere periode.
Det er klart, at DAT ikke kan leve af at sætte penge til på deres aktiviteter, men det er absolut i bornholmernes interesse at få prisniveauet på beflyvningen af øen ned på et fornuftigere plan, end det er tilfældet for indeværende.
Det fremgår af Folketingets oplysninger, at færgefarten i året 2022 modtog 386 millioner kroner, og at Rønne Lufthavn i samme periode modtog 24 millioner kroner. Hvor stor en del, der er gået til at hjælpe DAT, og hvor meget der tilfalder selve lufthavnen, fremgår ikke umiddelbart.
Det bør være indenfor rækkevidden for pensionister, studerende samt ambulante patienter at kunne betjene sig af hurtig transport til rimelige priser. Som priserne er nu, koster det nemt mellem 1.100 og 1.500 kroner at komme fra Rønne til CPH og retur. Det er for dyrt. Flytransport bør ikke alene være forbeholdt forretningslivet, men også tilgodese den almindelige bornholmer, der måtte stå med et akut behov for hurtig transport.