Jeg er lodret uenig med dem, der påstår, at den nye ældrelov er et rettighedstab for de ældre, der modtager hjælp. Hele ældreområdet er ved at drukne i regler og kontrol, der skal ryddes op i af hensyn til de ældre og de ansatte i ældreplejen. Regler kan være godt, hvis det betyder rettigheder. Men medfører de regler, at det pakker de ældre ind i et minuttytrani, hvor man som ældre kun i de konkrete minutter kan få den tildelte ydelse, og der ingen fleksibilitet er, i forhold til den ældres egne behov og ønsker. Frisættelsen betyder, at den ældre får øget selvbestemmelse. Er det et rettighedstab?
Alle, der har fulgt ældreområdet, har set, hvordan enkeltsager i ældreplejen, hvor ting ikke enten er gjort godt nok, eller der er sket alvorlige fejltagelser, har ført til, at så indføres der nye regler på landsplan, frem for at der gribes ledelsesmæssigt ind over for dem, der har begået fejltagelserne. Det er nødvendigt, at der gøres op med dette. Folketingspolitikere står i kø for regler, som skal hindre fejltagelser, og ind imellem kan det ligne rettigheder. Men er det ikke, og det er netop det, der skal gøres op med. Øget frihed og selvbestemmelse til de ældre skal da være en udvidelse af de ældres rettigheder.
Den anden side af ældreloven er, at der skal vises tillid til de ansatte og deres faglighed, så de slipper for mange detaljerede regler, kontrol, rapporter og bureaukrati. Det skal da mindske stressen i jobbene i ældreplejen. Det skal frigøre den tid, som bruges på dette, til mere tid til gavn for de ældre. Og skal da gøre det mere tilfredsstillende at gå på arbejde.
Tror man, at meget detaljerede regler er eneste vej til at sikre rettigheder, så mener man selvfølgelig, at frigørelse er en forringelse. Men giver meget detaljerede regler en sikkerhed for, at intet går galt? Det gør de ikke. Og de kan også udgøre en begrænsning både for den ældre og den ansatte. Den nye ældrelov skal genindføre tillidssamfundet.