Her vil jeg stilfærdigt minde om, at vi ved de selvsamme forhandlinger sikrede en fremgang på rødspætter på 25 procent. Vi sikrede også kvoter for brisling. Generelt skal vi være kreative og innovative, når vi nu skal ruste dansk fiskeri i Østersøen til fremtiden. Jeg vil derfor også sætte et arbejde i gang, der skal finde ud af, hvordan vi udvikler fiskeriet efter andre arter end torsk. Vi skal hjælpe fiskeriet efter nye arter i gang.
Miljøalarmen fra forskerne har bimlet med det klokkeklare budskab: Østersøen har det historisk dårligt. Der er ingen, der har ønsket at sætte fiskerne i denne her situation. Forskerne peger på, at årsagen blandt andet skyldes klimaforandringer, stigende havtemperaturer og for mange sultne skarv og sæler i Østersøen. Vi må hjælpe, hvor vi kan her. Finde den rette balance mellem fiskeri og havmiljø.
Venstremedlemmerne kalder regeringens indsats for noget ”nøl”. Her må jeg korrigere: Vi er i arbejdstøjet. Danmarks Naturfredningsforening har rost vores indsats.
Inden længe præsenterer jeg en handlingsplan for fremtidens bæredygtige fiskeri i Østersøen. Vi er nødt til at finde andre fisk til vores fiskere. Vi er nødt til at hjælpe de lokale havne, fiskere og følgeerhverv. Og vi er nødt til at hjælpe dem, der har vanskeligt ved at overleve, videre – med muligheder for ophugning og et fokus på nye bæredygtige redskaber til fiskerne.
Så skulle vi ikke holde lidt igen med polemikken og de spidse bemærkninger, og i stedet arbejde sammen om at få det bedste ud af situationen for vores fiskere og følgeerhverv. For sammenhængskraften mellem land og by i Danmark.