Et unikt teater

Rønne Theater og Bornholms Teater er teater på stedet og til tiden.

De danske egnsteatre rundt om i landet er frontløbere i de lokale kulturliv. Nu står de foran at skulle forhandle nye aftaler for 2025-28. På Bornholm er man så enestående heldig i samme hus både at have en historisk teaterscene, Rønne Theater fra 1823, og et historisk bevidst og meget moderne egnsteater, det snart 20 år gamle Bornholms Teater. Et prægtigt eksempel på levende kulturarv – der dog nu risikerer at blive kraftigt reduceret.

”Teatret er i krise”, kunne man læse i Carsten Kressners kronik i Politiken forleden (2. januar 2024). ”Ikke bare den publikumskrise, der fulgte nedlukningen som følge af covid-19, men på den lange bane, set i årtiers perspektiv er teatret for nedadgående, både hvad publikumsantal og samfundsmæssig betydning angår”.

Teatret i krise – det oplever man for fuld udblæsning på Bornholm for tiden. Men på en noget anderledes måde, end man lige kan forestille sig. Følg med her:

”Allerede for mange år siden foreslog jeg”, skrev Teatermuseet i Hofteatrets daværende direktør Robert Neiiendam i Aarhus Stiftstidende i oktober 1954, ”at enten Helsingørs eller Rønnes gamle Theatre burde flyttes til Den Gamle By, når de havde udtjent”. Det endte som mange vil vide med at Helsingør Teater i stedet for blot at lukke, som det gjorde i 1957, blev skilt ad og samlet og opført igen i Den Gamle By. Men Rønne Theater forblev i Rønne. Det var heldigt, for hør nu:

Helsingør Teater er oprindeligt fra 1817 og bruges fortsat, men er primært en historisk bygning i et museum. Rønne Theater er fra 1823 og har siden da stået, hvor det altså står i Teaterstræde – som levende teaterhus i nu 200 år. Det blev behørigt fejret i forgangne efterår, året efter fejringen af 300-året for starten på dansk teater, skrevet og spillet på dansk i et teaterhus for enhver, nemlig Holbergs teater i det indre København.

Rønne Theater er således både et sjældent stykke institutionel teaterhistorie i sig selv og fysisk hjemsted for en række af øens teatermiljøer og -institutioner som Teaterforeningen Bornholm, Bornholms Dramaskole, Bornholmsk Amatørscene og ikke mindst Bornholms Teater, der er et professionelt egnsteater, som bor til leje og virker dagligt i det gamle teaterhus.

Det ene med det andet

Rønne Theater er Danmarks ældste og kontinuerligt virkende teaterscene, og Bornholms Teater er et af Danmarks yngste professionelle egnsteatre. Et sådant fagligt og kunstnerisk samspil mellem teatrets historie og teatrets her-og-nu findes ikke magen til nogen steder i Danmark. Ja, jeg kender faktisk ikke til noget tilsvarende, hverken i Norden eller Europa.

Sikke en levende kulturarv.

Den form for levende kulturarv er faktisk højt værdsat i disse års kulturpolitik og hos fondene. Ikke mærkeligt, at A.P. Møller Fonden i 2023 bevilligede mere end 15 mio. kr. til at modernisere og fremtidssikre Rønne Theater netop med det perspektiv for øje: At det historiske teaterhus har værdi både som kulturhistorisk bygning og som sted for moderne teater og kulturliv.

Men det samspil og den kulturarv er her ved indgangen til 2024 ikke desto mindre truet af voldsomme nedskæringer. Det har ikke at gøre med, at Rønne Theater og Bornholms Teater pludselig er mindre værdsat. Faktisk gælder det for begge institutioner, at de vel sjældent har været mere respekterede og anerkendte end nu.

Desværre falder det sammen med, at Bornholms kommune som så mange andre rundt i landet står over nogle ret drastiske spareøvelser i de kommende år. Som følge heraf ser det pt. sådan ud, at Bornholms Teater står til at få et markant mindre kommunalt tilskud. Når man er egnsteater, vil det få muligvis utilsigtet, men meget direkte betydning for, hvad staten tilsvarende kan og vil give i tilskud. Da der i den kommende tid endvidere skal indgås egnsteateraftaler 2025-28, vil nedskæringen låse og reducere den økonomiske ramme for de kommende fire år markant.

Og da Bornholms Teater er en økonomisk og faglig hovedaktør i Rønne Theater og i det bornholmske teaterbaserede kulturliv, vil følgerne være flere.

Mit ærinde her er ikke at diskutere de politiske prioriteringer og konsekvenser af denne dominoeffekt. Den diskussion er pågående og særdeles aktuel på Bornholm, og kan især følges på TV2/Bornholm og i Bornholms Tidende. De landsdækkende medier har ikke rigtigt set den vej.

Som det ofte må være i aktuelle kriser i kulturlivet, handler det om rå økonomi på den korte bane, og de eventuelt mindre håndgribelige værdier og det større perspektiv tabes af syne. Det perspektiv vil jeg gerne give og gøre konkret her:

Teatrets kulturarv

Når vi tænker på teater som kulturarv, er det som regel selve teaterkunsten vi tænker på. Men teatrets kulturarv er også og ikke mindst den materielle kulturarv, som dets bygninger udgør. Eller rettere sagt: Det er lige præcis sammenhængen og samspillet mellem det historiske teaterhus og den moderne scenekunst, iscenesat og koreograferet så det spiller med såvel det historiske scenerum som den nutid, som går for sig udenfor teatret, der er det helt enestående ved den kulturarv, som det 200 år gamle Rønne Theater og Bornholms Teater, sammen står for.

Og ikke nok med det. Med det historiske teaterhus og det moderne, traditionsbevidste egnsteater som drivkræfter, er stedet faktisk et vækstrum for mange former for teaterkultur og kulturliv, der rækker ud over teatret som historie og kunstart.

Historien om Rønne Theater er en vigtig historie. Ikke bare for Bornholm, men for hele Danmark – og såmænd også i en større sammenhæng. Den er et kapitel i en større historie om historiske teaterhuse med levende teaterkunst i Norden og Europa – og den historie blev fortalt i Teatermuseet i Hofteatret i 2015 som en del af en stor europæisk rejseudstilling, The History of Europe – told by its Theatres. En udstilling, der startede i Warszawa og sluttede på det store Victoria & Albert Museum i London.

Den europæiske rejseudstilling hed altså oversat: Europas historie – fortalt af dets teatre. Tænk om vi dengang havde kunnet fortælle om, hvordan netop Bornholms Teater i årene efter, fra og med 2019, lige præcis gjorde det samme i lokal skala: Gennem nyskrevet dramatik, koreograferet til Rønne Theaters historiske scenerum, påbegyndte man opførelsen af Bornholmerkrøniken om Bornholms historie med forestillingen Besat om befrielsen/besættelsen i 1945. Siden fulgte nye forestillinger som Fisk om fiskerikrisen, der ramte Bornholm hårdt i de tidlige 1990’ere, foruden forestillinger som 1658 – Balladen om Bornholms befrielse, der var en western-country-varieté- forestilling om den lokale opstand mod svenskernes annektering af Bornholm som følge af Roskildefreden samme år, og SNE om den store snestorm i 2010, der lukkede øen ned i juledagene.

Besat, Fisk, 1658, SNE – alle handlede om lokale egnshistorier, der aldrig havde været skabt om til teater før og som på en helt ny måde var samtidskunstneriske eksempler på dét, der står skrevet over scenen på Rønne Theater: ”Lær viisdom af livets optrin”. Og som frem for alt ikke ville være blevet fortalt, hvis ikke bornholmerne havde haft deres eget egnsteater.

Samspillet

En lang række teatre rundt om i Danmark har det særlige privilegium, at de bor, arbejder og producerer ny scenekunst i historiske og ofte fredede bygninger. Teaterhusene fra 1800-tallet rummer landsdelsscener, provinsteatre, små storbyteatre, og egnsteatre som nu Bornholms Teater, der altså spiller i det ældste, kontinuerligt fungerende teater af alle, Rønne Theater fra 1823. Det er der et større kulturhistorisk perspektiv i.

Det er netop samspillet mellem de materielle og de immaterielle kulturarvsværdier i disse teaterhuse – de historiske interiører, de aktuelle kunstneriske forestillinger på scenerne og publikum her og nu – der skaber disse teaterhuses specielle atmosfære, stedernes ånd.

Bygningernes egne historier er dog sjældent i sig selv gjort til genstand for formidling af den slags, der både har øje for bevaring og brug. Ganske enkelt fordi teatrene ikke har til opgave at fortælle om og formidle de teaterhistorier og kulturhistorier, der er gemt i deres bygninger og interiører.

Men det er til gengæld lige præcis det, der er sket på Rønne Theater i stigende grad gennem de seneste år. Ikke mindst siden scenerum og kunsten gav hinanden hånd på ny med de tre Holbergforestillinger i fire nyskabte barokkulisser, Bornholms Teater satte på scenen i 2015-17 og siden med Bornholmerkrøniken.

Jeg kommer en del rundt om i landets mindre og større teatre. I Rønne Theater har jeg oplevet en stemning og en glæde som få andre steder. Selv lidt dystre og samtidsrealistiske emner som fiskerikriser kan løftes kunstnerisk og skabe en sammenhæng mellem sal og scene som er sjælden.

Tænk sig, at teater kan være så lokalt funderet og rumme så meget udsyn og humor som det er tilfældet her. Det siger, synes jeg, en del om både dem på scenen, dem i salen og dem, der er bag ved det hele.

De forestillinger, Bornholms Teater har spillet gennem de seneste år, er virkelig teater til tiden i en konkret sammenhæng og på et bestemt sted. Det kunne godt minde ikke så lidt om det, Holberg gik rundt og gjorde for præcis 300 år siden.

Den første komedie Holberg skrev var Den politiske kandestøber om, ja en af tidens nye borgere, kandestøberen, der får politiske ambitioner og vil være borgmester – og det var der blevet mulighed for at have midt i et ellers enevældigt samfund, der var i udvikling.

Den politiske kandestøber var den første dansk skrevne og dansk spillede samtidskomedie – og den handler jo faktisk om en politisk aktivist, der træffer uheldige beslutninger og kommer galt afsted, men som tager det til sig og til sidst er den, der samler og forestår en større og bedre løsning på de konflikter, der er opstået.

Derfor var det også oplagt, at Bornholms Teater tog fat i netop kandestøberen og med teaterhistorien i baghånden bragte ham ind i nutiden, ind på scenen i Rønne Theater. Og derfor indgår både Holbergs kandestøber og teaterlederen, Jens Svane Boutrups, empatiske modernisering af den, i den nye særudstilling vi åbner i Hofteatret – når vi åbner igen – under titlen: Teater til tiden gennem 300 år.

Jeg har ikke noget svar på den aktuelle krise omkring Bornholm Teaters økonomi – og dermed heller ikke på de økonomiske og kunstneriske følgevirkninger det har for Rønne Theater som levende teaterhus.

Men jeg håber, at de ansvarlige – lokale som statslige – myndigheder vil huske at holde blikket fast på den helt unikke og levende kulturarv, som samspillet mellem Rønne Theater og Bornholms Teater, udgør. Ryger Bornholms Teater ud med badevandet, eller fortyndes til et eksistensminimum, tror jeg det får uoprettelige konsekvenser på både den korte bane og den lange bane. En så samtidsstærk og historiebevidst teaterinstitution, et sådant levende teatermiljø, kan ikke bare retableres, når først det er skudt i sænk. Måtte vi lære visdom af dette optrin – før det er for sent.

Historien om Rønne Theater er en vigtig historie. Ikke bare for Bornholm, men for hele Danmark – og såmænd også i en større sammenhæng

Peter Christensen Teilmann