Et helt særligt sted

Et helt særligt sted
Plejehjemmet Toftegården er et særligt sted, lyder det i læserbrevet. Arkivfoto: Jacob Jepsen
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 14. november 2024 • 05:30
Af:
Lenette Boesen på vegne familien
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 14. november 2024 • 05:30

Toftegården var en god oplevelse.


Det var med bævende hjerte, at vi for et par år siden indså behovet for, at vores far havde brug for at flytte på plejehjem.

Der har i medierne, de seneste år, været meget fokus på mangelfuld og uværdig behandling af vores ældre familiemedlemmer på landets plejehjem. Nedprioriterede arbejdspladser, der drives af mangelfuld ledelse. Der har været berettet om skiftende vikarer uden uddannelse, menneskelighed og engagement, og hvor kameraovervågning og årvågne pårørende er den eneste og sidste garanti for at sikre en respektfuld behandling af vores kære.

Men Plejehjemmet Toftegården i Hasle er et helt særligt sted!

Kæmpe tak!

Vi ønsker at sende en kæmpe tak til ledelse og personale på Toftegården afdeling K, der trods nedskæringer og mangel på personale formåede at skabe et trygt, hjemligt og kærligt hjem for vores far.

Der bliver løbet stærkt, og det er tydeligt, at det til tider kan være både frustrerende og stressende at få enderne til at mødes og vagter til at gå op, men aldrig har vi oplevet, at det er gået ud over beboere eller os som pårørende; altid er vi blevet mødt med et ”hej” og “det skal vi nok klare”.

Vores far flyttede ind på Toftegården i november 2022 og døde lørdag d. 26. oktober i år. Personalet, både det faste og de vikarer, som vi har mødt, har udvist en værdig, respektfuld og omsorgsfuld pleje, som man ikke skal tage for givet.

Med en professionel tilgang og et stort engagement i deres arbejde viste personalet en ægte interesse for at lære beboerne og deres liv at kende. De var altid hjælpsomme og til stede, når det var nødvendigt, men respekterede også vores behov for privatliv - især i min fars sidste dage. Vi er dybt taknemmelige for den omsorg og respekt, som I har vist, og for den måde, som I har mødt, lyttet til og set vores mor.

I er fantastiske

Kæmpe tak for jer alle.

Og til jer politikere; send flere penge til bevarelse, opgradering, prioritering og anerkendelse til et sted som Toftegården, der på alle måder, både professionelt og menneskeligt, har forstået, hvad det vil sige at passe godt og værdigt på vores ældre.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT