Er en løsning mulig?

Kommentar til læserbreve af Lave K. Broch.

Kære Lave K. Broch.

Hvis stridighederne i Mellemøsten, blot nogenlunde tilnærmelsesvist, i størrelse og kompleksitet kunne sammenlignes med konflikten på Cypern, som jeg synes, at du giver udtryk for, så ville jeg være meget enig med dig.

Så ville det da være fint med en fredsskabende FN-styrka. Det er jeg sikker på mange israelere ville opfatte som en stor aflastning - og mange palæstinensere som en lige så stor lettelse.

Men altså. Jeg forestiller mig, at du nok vil give mig ret i, at, en sådan ting nok er lidt rigelig langt fra Cypern-konflikten - eller hvad?

To-statsordning

Du agiterer på den ene side for et demilitariseret Palæstina med en FN-styrke, der - som du udtrykker det - står mellem parterne og på den anden side for en dansk anerkendelse af Palæstina og en tostats-løsning.

Her er mit spørgsmål til dig: Hvordan kan man anerkende et område og en befolkning som en stat, når de har brug for en fredsskabende FN-styrke hos sig for at holde ro hos sig selv?

Hvor mange i Palæstina forestiller du dig, vil anerkende en tostatsløsning?

Ikke anerkendelsesværdigt!

Hvis vi, isoleret, ser på Gaza, hvor styret står bag et massemord på mennesker på en musikfestival, gidseltagning, og raketafskydninger ind over "naboen" for efterfølgende at bruge sin egen befolkning som bombeskjold, hvordan kan vi så anerkende en stat?

Det, som man bør anerkende, må være det, der er anerkendelsesværdigt. Det er Palæstina desvære ikke.