Hvordan i alverden kan politikerne tage den diskussion og beslutning, når der ikke foreligger detaljerede data, som belyser driftsøkonomien samt det nuværende og forventede fremtidige kørselsbehov.
Store byer med tæt trafik har med succes indsat elbusser. Elbusser er i dag en fornuftig løsning, når der er tale om kørsel med lav hastighed og meget "stop’n go". Men end ikke Rønne kan betegnes som en stor by med tæt trafik, og samtlige busruter på Bornholm er ruter med kørsel på lange strækninger med god hastighed og relativ få stop.
At BAT kører med underskud hvert år, er der sikkert mange forklaringer på, men en væsentlig forklaring er, at der ikke er passagerer nok. En forklaring som indsættelse af nye elbusser ikke har indflydelse på.
Elbusser har en begrænset kørselsrækkevidde inden busserne igen skal oplades. En elbus kan køre op til 300 km, men det er ved trafik med ret lav hastighed. Chaufførernes kørsel, topografien, blæst og kulde er ligeledes forhold, som har indvirkning på antallet af kilometer som bussen kan køre på et opladet batteri. At oplade en elbus, tager 3-6 timer – og er i sagens natur tid, hvor bussen står stille.
Formentlig vil en elbus på Bornholm kunne køre maks. 200 km i gennemsnit. Det vil sige, at bussen knapt kan komme to gange rundt om Bornholm, før den skal oplades igen – i tre-seks timer.