Energinet passer på grundvandet under energiøen

Energinet passer på grundvandet under energiøen
Området ved Sose, hvor der er planer om et landanlæg. Arkivfoto: Jakob Nørmark
KOMMENTAR | ABONNENT | 2. FEB 2024 • 19:00
Af:
Kim Søgaard Mikkelsen
hovedprojektleder for Energiø Bornholm
Energinet
KOMMENTAR | ABONNENT
2. FEB 2024 • 19:00

Energinet svarer igen. Vi har styr på naturen på Sydbornholm.

Af Kim Søgaard Mikkelsen, hovedprojektleder for Energiø Bornholm, Energinet

I torsdagens udgave af Bornholms Tidende spørger Jens-Otto A. Sonne retorisk, om vi i Energinet ved, hvor meget vand der står i området, og om området af samme grund nu egentlig også er velvalgt. Det er et godt og relevant spørgsmål, særligt i denne meget våde vinter.

Valget af området ved Sose, syd for Aakirkeby, er udvalgt efter en lang og møjsommelig proces. Det skal leve op til en lang række kriterier for at være velegnet. Det er ikke nogen let opgave at placere en station af den størrelse, og det kan ikke gøres uden at påvirke nogen. Desværre påvirker det en række lodsejere, hvis ejendomme vi bliver nødt til at overtage, men også en række naboer der får stationen i deres lokalområde. De er helt forståeligt bekymrede for, hvordan stationen kommer til at påvirke dem. Det ville være tilfældet, uanset hvor vi placerer stationen på Bornholm – det er uundgåeligt, at et byggeri af den størrelse vil påvirke nogen.

Når valget så er faldet på området ved Sose, skyldes det en række faktorer, der samlet set gør området til det bedst egnede. Det er beliggende tæt på havet, og dermed vil kablerne, der skal forbinde stationen til vindmøllerne og de danske og tyske elnet, være kortere og genere færre lodsejere.

Området består primært af landbrugsjord. Derfor er der relativt få beskyttede naturinteresser. Energinet har brugt over et år på at kortlægge plante- og dyreliv for at få et præcist billede af hele området.

Jens-Otto A. Sonne rejser også bekymringen om forekomsten af okker i undergrunden i området. Energinet har lavet geotekniske og geofysiske undersøgelser af hele området for at få et godt indblik i, hvordan undergrunden er sammensat. Det er vigtigt for, at vi kan planlægge placeringen af stationen og de efterfølgende anlægsarbejder.

Vores undersøgelser bekræfter, at området indeholder skifer, som indeholder mineralet pyrit – også kendt som svovlkis. Hvis pyrit udsættes for ilt, for eksempel hvis jorden drænes, udvikler det okker, der er skadeligt for vandmiljøet, hvis det udledes i vandløb. Det er et kendt fænomen i området, hvor dræning og udvikling af okker tidligere har farvet Risebækken orangerød.

Risikoen for udvaskning af okker er en kendt problemstilling, som kan håndteres ved at bruge bestemte teknikker under arbejdet – for eksempel at grundvandet opsamles og renses, inden det udledes. Det er sammen med grundvand generelt et emne, der behandles grundigt i den miljøkonsekvensrapport, som er en del Miljøstyrelsens miljøvurdering af selve projektet. Her vil der være en række krav til anlægsarbejdet, så grundvand og vandløb ikke lider skade.

Vi deler i Energinet Jens-Otto A. Sonnes ønske om at passe på naturen på Bornholm. Når stationen er etableret, vil der være store områder til beplantning og rekreative områder, der vil bidrage til biodiversiteten i området. Forhåbentlig vil det blive et område, der også kan benyttes af lokale og gæster og være med til at fortælle historien om Energiøen. Samtidig vil hele Energiø Bornholm projektet bidrage til den grønne omstilling af Danmark og Europa med grøn strøm til over 3 millioner husstande.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT