En forsvarsfuser for Bornholm

En forsvarsfuser for Bornholm
LEDER | 25. APR 2025 • 05:30
LEDER
25. APR 2025 • 05:30

Forsvarets nye oprustningsplan er desværre blevet noget af en fuser for Bornholm.


Trods milliardstore investeringer, som nu fordeles rundt i landet med over 5.000 nye arbejdspladser, efterlades Bornholm med beskedne 50 til 100 ekstra soldater i form af masser af midlertidige lavtlønnede værnepligtige. Et tal, som hverken gør en økonomisk forskel eller indfrier det enorme potentiale, der lå i en reel militær oprustning af Bornholm med langsigtede, stabile arbejdspladser.

Selvfølgelig er det glædeligt, at soldaterne fremover skal værne specifikt om Bornholm og vores kritiske infrastruktur, i stedet for som nu at være forberedt til indsættelse i internationale operationer. Men ser vi på de reelle økonomiske konsekvenser for kommunen, må vi desværre konstatere, at Bornholm igen er blevet overset på Slotsholmen.

I modsætning til Nordjylland, der får hele 1.250 nye arbejdspladser, og Midtjylland, der får 750 nye, må Bornholm nøjes med en symbolsk udvidelse af værnepligtsstillinger med en marginal økonomisk gevinst til følge. En gevinst, der slet ikke står mål med det potentiale, den store oprustning og Bornholms centrale rolle i Østersøen har skabt.

Bornholms økonomiske fremtid afgøres i høj grad på Christiansborg. 2.000 nye arbejdspladser med tyngde i funktionærstillinger havde betydet en verden til forskel for os svarende til størrelsesordenen 200 millioner skattekroner. Netop derfor er det bekymrende, at både vores folketingsmedlemmer og kommunens administration ikke har formået at slå igennem med lobbyarbejdet. De seneste års store potentialer som energiøen og den nuværende forsvarsaftale er begge eksempler på tabte muligheder, som skyldes manglende politisk indflydelse og strategisk lobbyarbejde.


Men kampen er ikke tabt endnu. Mulighederne ligger stadig åbne, hvis den kommende kommunalbestyrelse tør investere i en langt mere målrettet og intensiv lobbyindsats. Det er ikke nok med sporadiske besøg og høflige hilsener til Christiansborg. Vi skal sikre, at politikerne på Slotsholmen har al nødvendig viden og forståelse for Bornholms potentiale og behov, så beslutningerne falder ud til vores fordel fremover.

Den nuværende oprustning blev en fuser, ja. Men den behøver ikke være et varsel om fremtiden. Bornholm har brug for et stærkt, fokuseret og langsigtet politisk arbejde i hovedstaden for at vende udviklingen. Lad dette være en klar opfordring til, at vi intensiverer indsatsen, så vi undgår flere forsvarsfusere fremover.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT