Skeptisk René Danielsson: Hvor mange soldater kommer der?

Skeptisk René Danielsson: Hvor mange soldater kommer der?
René Danielsson er medlem af kommunalbestyrelsen og seniorsergent. Foto: Marine Gastineau
POLITIK | Torsdag 24. april 2025 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Torsdag 24. april 2025 • 19:00

Det startede med op mod 1000 nye soldater. Senere blev tallet mindre og mindre, og endnu ved ingen, hvor mange der rent faktisk kommer. René Danielsson er skeptisk, men opfordrer samtidig boligudviklere til at finde arealer til nye boliger.

Hvis man bliver klog af skade, er René Danielsson blevet det forlængst. I hvert fald når det kommer til politiske løfter om, hvor mange nye soldater Bornholm snart kan vente.

Nu står han der igen, DF-medlemmet af kommunalbestyrelsen, der til daglig er seniorsergent på kasernen. Med en masse fine ord, men ingen konkrete løfter om et antal.

At han ikke har et antal gør det samtidig svært for René Danielsson at anslå, hvor stor betydning den kommende kampbataljon vil få for Bornholm og for kommunens økonomi.

– Vi ved ikke endnu, hvor meget der vil være i den kommende bataljon for kommunen. For vi ved endnu ikke, hvor mange mand der kommer, siger han.

– Vores chef har foldet det lidt ud for os i dag. Men der er lige så mange ubekendte som i går, siger René Danielsson.

Store og små tal i flæng

Fra forskellige folk med forstand på tingene er så forskellige tal som 25 og op mod 1000 blevet nævnt som det antal nye soldater, som Bornholm kan se frem til.

– Det fyger jo gennem luften med tal. Peter Juel-Jensen har sagt 50 til 150 mand ekstra. Mit gæt er mellem 180 og 200 ekstra. Men jeg kan forstå, at nogen har hørt forsvarsministeren sige 25 til 50 mand, siger René Danielsson.

– 50 til 100 mand ekstra vil jeg kalde tyveri. Og 25 til 50 mand ekstra vil jeg kalde bedrag. Det startede med 1000. Det bør blive mindst det dobbelte af det antal, som Peter Juel-Jensen bliver citeret for at forvente, siger han.

– Forsvarschefens skitser i går kunne tyde på mellem 150 og 180 mand. Men vi ved ikke, hvad der skal puttes ned i de rammer, der blev vist.

Du lyder pessimistisk?

– Nej, jeg er nærmere skeptisk. For jeg har tidligere set politikere fejre store nye initiativer i Forsvaret. Og så er det ikke blevet til ret meget, siger René Danielsson.

– I 2018 fejrede Peter Juel-Jensen, at vi fik den tredje eskadron, der i rå form ville betyde cirka 130 mand. Men på en god dag fik vi lov at besætte en fjerdedel af de stillinger. Derfor bliver jeg bekymret, når man ikke sætter en startdato på og bare siger, at det seneste skal være på plads i 2033, siger han.

Små boliger vil sælge

For kommunen begynder det ifølge René Danielsson først at blive sjovt, hvis Bornholm får mindst 200 nye soldater.

– For kommunen vil det være ganske fornuftigt, hvis det ender med et fuldt stabskompagni. Men bliver det kun 50 til 100 mand, bliver det besværligt at skabe karriereveje og få folk til at flytte hertil, siger han.

– Men når det nu handler om forsvaret af Bornholm, tror jeg godt, at man kan forvente, at flere folk vil slå sig ned her. Det bliver mere oplagt at gøre, end når man har et arbejde, der sigter mod at blive udsendt, siger René Danielsson.

Samtidig opfordrer han boligudviklere til at finde arealer, hvor man kan opføre mindre boliger til en del af det nye personale på kasernen.

– At kasernen bliver opgraderet, bør inspirere boligudviklere til at se på, hvor man kan placere nogle boliger, der passer til lønniveauet. Hvis vi skal have et stabskompagni, to stående kompagnier og et blandet kompagni, vil der også blive brug for private boliger, siger René Danielsson.

– Hvis man har kapital til at udvikle boliger, ville boliger på mellem 30 og 40 kvadratmeter som på Stenbanen gå som varmt brød. Hvis du er mellem 18 og 24 år, ikke har fundet din bedre halvdel endnu og godt vil arbejde dig halvt ihjel, er sådan en bolig attraktiv, siger han.

– Hvis vi som kommune gerne vil have kløerne i nogle af de her unge, vil det også kræve at få dem involveret i livet udenfor hegnet. Blandt andet med boliger til en fornuftig pris.

Campus Bornholm vil også få nye muligheder.

– For Campus Bornholm bliver der muligheder for at sikre nogle af deres uddannelsesretninger. Vi skal for eksempel bruge elektrikere, våbenmekanikere og lastvognsmekanikere. Hvis vi får den lidt større pakke, kan vi måske sige til campus, at vi skal bruge et antal pladser hvert år eller hvert andet år, siger René Danielsson, der også opfordrer kommunens planfolk til løbende dialog med Bornholms kommandant.

– Jeg ved ikke, hvor langt kommunens myndighedsarbejde omkring udbygningen af kasernen er kommet. Men det bliver en showstopper, hvis kommunen ikke går i dialog med kommandanten om, hvad Forsvaret ønsker af myndighedsarbejde, siger han.

– Det arbejde må også få forrang frem for andet myndighedsarbejde, hvis vi kommer til at snakke om 200 arbejdspladser.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT