Bornholms elnet blev af Beof solgt for over 650 millioner kroner til Trefor. De driver også elnet i trekantsområdet og burde på alle måder rumme en stordrift og synergieffekt, der kan hjælpe det bornholmske el-net godt ind i en fremtid med mere grøn strøm, elbiler, husbatterier og varmepumper, der alle suger langt større mængder energi igennem kablerne i vejen. Det giver god mening på papiret.
Men på det digitale fakturapapir, som alle bornholmere nu modtager for elforbrug og distribution, ser det grumt ud. En ekstra regning på over 110 millioner kroner i år med særbeskatning af de forbrugere, der laver mad og tænder lys sidst på eftermiddagen og først på aftenen – pakket ind i en forklaring om, at det er for at beskytte forbrugerne.
Denne bornholmske særskat er helt gal. Trefor opkræver over det dobbelte på Bornholm af, hvad deres andre kunder skal betale for strøm i stikkontakten.
Løftet ved købet var, at priserne skulle blive på deres niveau. Men nu er argumentationen, at vi er nødt til at hæve prisen gennemsnitligt 88 procent og endnu mere i den periode, hvor de private forbrugere har brug for strømmen for at kunne klare tabet og være klar til investeringer i elnettet. Tabet på Bornholm er seks procent. Det lugter, at man opkræver helt op til 2,90 kr. for en kilowatttime på grund af seks procent tab, når fastprisen for en kilowattime er 4,15 i første kvartal. Det svarer til ekstra 70 procent. I de fleste erhvervseventyr plejer selskaberne at investere først og så tjene pengene hjem bagefter. På Bornholm skal vi betale først, så investeringen skal ske. Med den tilgang kunne vi nok bedre have beholdt vores elnet.