Du spiste ikke fem tarteletter, Poul Pava

Ekkodalshusets ejer kommer med replik til Poul Pavas "tarvelige tarteletudfald".

Jeg har nu egentlig altid holdt meget af Poul Pava. Der er noget forunderligt og frigørende ved ham. Lidt ligesom ham drengen i H C Andersens eventyr, der sagde ”Jamen, han har jo ikke noget tøj på”.

Jeg tror, Pava var et af de der børn i skolen ”der var alternativt udfordret”, som det hedder i dag. I dag ville man sovse alle Pava-børnene ind i specielle pædagogiske tiltag og udstyre dem med allehånde diagnoser.

I stedet burde man måske ophøje alverdens Pava’er for at de netop bedre kunne bidrage med deres enestående særegenhed og de facetter, vi andre ikke ser. De skal sgudde "behandles" eller fordømmes, men være retningsgivere for, og bidragydere til et mere rummeligt samfund, som bolværk mod middelmådighed og leverpostej. Vi skal ikke grine af Pava-typerne for at være anderledes. Vi burde grine af os selv for ikke at være det.

Så derfor tilgiver jeg på forhånd alt, hvad Pava påstår om sin tartelet-odysse hernede i Ekkodalshuset. Lige børn leger bedst, javel, men hvad så med Skæve Thorvald.

Næh, Pava: Kom ned og få et mandekram og lad os forsone os, mens du maler et billede med tarteletfyld. Endda i en grad, hvor jeg vil lade opstille en statue af ham hernede i dalen, aldeles "au naturel" og med skiltet ”homo magnus venter”: Menneskesket med den tykke mave.

Jeg ihukommer Gnags' fine sang: Revner, ridser og buler:

Min erfaring er med mennesker:
Mange pæne masker dækker over store skiderikker
Det er ikke til at skelne det falske fra det ægte
Hvor alle har så travlt med at spille så perfekte
Min erfaring er,
med mennesker:
Det er de ufejlbarligste,
der er de farligste

Så kom kun, Pava. Både Ekko-hunden og jeg har forlængst tilgivet dit umådeholdende tarteletforbrug. Men du kommer ikke på tavlen, da du ikke spiste fem tarteletter, selvom du prøvede.