Derfor skal vi undgå salami i kommunen

Det er helt sikkert en dårlig ide at rulle salamimetoden frem til næste års ubehagelige spareplan.

Det er dyrt at være fattig. Bornholms Regionskommunes administration er desværre alt for erfaren med at udarbejde sparekataloger. Næste år bliver ingen undtagelse, og meget i fremtiden tegner desværre dystert.

Vi bliver voldsomt mange flere ældre, der ikke bidrager med kommuneskat i samme grad, men har behov for mere og mere omkostningstung og nødvendig pleje. Vi har indtil nu haft begrænset succes med at tiltrække nye friske fuldtidsarbejdende skatteydere til Bornholm. Den faldende kurve er heldigvis knækket, og det er i sig selv er en super præstation. Men allerede til næste år skal der foreløbigt spares mere end 100 millioner. Hvis de 2.000 tilflyttere, vi drømmer om, bare skal løfte de mere end 100 millioner, der mangler til næste år, skal hver eneste tilflytter bidrage med mere end 50.000 kroner i kommuneskat. Det gør de ikke, da mange tilflyttere er børn uden indtægt eller voksne, der ikke går på arbejde. Desuden tegner det ikke til, at vi får de 2.000 tilflyttere til 2024, og sparekravet om 100 millioner er desværre kun næste kapitel i en lang og hård føljeton om Bornholms økonomi. Det ser med andre ord meget udfordrende ud.

Størstedelen af kommunens udgifter er bundet af offentlige krav til ældrepleje, undervisning, pasning med mere. Derfor er det også nemmest at bruge salamimetoden og skære en smule af alle. Udfordringen er bare, at det har vi allerede gjort mange gange, og den lette effektivisering er i stor grad allerede indført.

Enten skal vi have nye indtægter direkte fra salg af aktiver og aktiviteter, eller også skal vi sænke omkostningerne ved enten at lukke nogle af de områder, vi kan, eller ændre markant på den måde, vi gør tingene på i kommunen.

Energiøen er en spændende og meget potentiel måde at få nye indtægter på. Her burde kommunen kunne få langt mere ud af sin havn og de mulige erhvervsaktiviteter, der følger med de gigantiske byggerier. Folkemødet kunne også blive en større økonomisk motor.

På omkostningsdelen må vi benchmarke os med landets øvrige kommuner og finde de steder, hvor andre kan løse opgaverne mere effektivt eller klarer sig helt uden. Når der mangler mere end 100 millioner, må vi desværre også overveje, om vi helt skal fjerne nogle af de tilbud, der på den korte bane ikke er en god forretning for kommunen. Omvendt kan vi også undersøge, om der er flere kommunale opgave, som civilsamfundet kan løfte for os.

Det er desværre dyrt at være fattig, og udligningsordningen mellem kommunerne trækker allerede i dag næsten halvdelen af vores drift. Men skærer vi bare lidt ned over hele linjen, bliver arbejdsmiljø og serviceniveau bare forringet med voksende udgifter som følge.

Vi har i den grad brug for at gentænke kommunen og udtænke energiøen.