Debat: Nettet flyder over med eksperter i politiarbejde

Debat: Nettet flyder over med eksperter i politiarbejde
Foto: Torben Østergaard Møller
LÆSERBREV | SKÅNE | ABONNENT | 2. AUG 2021 • 15:00
Af:
Jacob Trøst
formand
spidskandidat
Det Konservative Folkeparti Bornholm
LÆSERBREV | SKÅNE | ABONNENT
2. AUG 2021 • 15:00

Det er fristende at kritisere svensk politi for manglende opklaring af de mange stenkast på E65 i Sverige, og flere politikere har også allerede været i medierne med råd og dåd til, hvordan man fanger sådan nogle gerningspersoner, ligesom Facebook flyder over med eksperter i politiarbejde.

Jeg er overbevist om, at det svenske politi gør, hvad de kan, for at få stoppet disse livsfarlige gerninger. Hvis de skulle mangle kompetencer, er jeg overbevist om, at de vil rekvirere dem, lige som dansk politi gjorde, da de fik assistance af svenske politihunde i en drabssag i 2017. Det kunne også minde os om, at svensk politi fuldt ud er på højde med det danske.

Vi bør respektere, at dels foregår disse hændelser på svensk territorium, og dels ved vi reelt ikke, hvilken indsats svensk politi allerede har sat i værk. En ting er, hvad man melder ud offentligt og viser med synlige patruljevogne, en anden ting er den usynlige og hemmelige efterforskning, der altid vil være som en del af sådan en indsats.

Vi skal som politikere stole på, at vores ansatte fagpersoner varetager deres arbejde på bedste vis, og hvis der mangler kompetencer, skal vi sikre, at rammerne for uddannelse er til stede.

Vi bør bruge energien på at oplyse bilisterne om, at de straks skal holde ind til siden og ringe 112, hvis de bliver ramt. Kun sådan har politiet en chance for at pågribe gerningsmændene og bringe disse uhyrligheder til ophør, så vi atter kan køre sikkert i Sverige.