Tilsyneladende foreligger der ikke danske undersøgelser af, hvordan svineinfluenza virus spredes gennem luften fx gennem luften fra svinestaldenes ventilationsanlæg. Dette kan undre al den stund, at Danmark er et af verdens førende lande inden for svinekødsproduktion. I hvert fald er det fakta fra en amerikansk undersøgelse fra 2013, som redegørelsen henviser til. Den amerikanske undersøgelse påviser, at svineinfluenzavirus kan spredes gennem luften op til 2 km fra en svinebesætning.
Udbredelsen af svineinfluenza i de danske svinebesætninger er stigende og følges af myndighederne. Det fremgår af de løbende overvågningsrapporter af svineinfluenzasituationen på de danske svinebesætninger, som Dansk Veterinær Konsortium udarbejder. Således fandt man i 3. kvartal 2020 svineinfluenza i prøverne fra to-tredjedele af de svinebesætninger, hvorfra der var indsendt prøver. Året forinden lå dette tal på mellem 32-57%. Det fremgår også, at det i særlig grad er forekomsten af virusvarianter, som den, der tidligere på året ramte kvinden i Region Sjælland, der vækker bekymring, fordi det vurderes, at det især er her, at kimen til en ny svineinfluenzapandemi blandt mennesker ligger.
Som nær nabo ikke bare til én, men til flere store svinebesætninger, og som indbygger på en ø, nemlig Bornholm, der ud over at være et yndet feriemål i kraft af sine skønne og mangfoldige landskaber og mange hyggelige byer, også er et af de steder i Danmark med den allerstørste koncentration af svin og store svinebesætninger, er dette naturligvis noget, der vækker bekymring. Særligt oplysningen om, at svineinfluenzavirus kan spredes gennem luften op til 2 km fra en svinebesætning, er tankevækkende.
Et hurtigt kig på et satellitkort over Bornholm viser, at det er let at få øje på øens mange og store svinestalde. En opmåling af afstandene til nærliggende byer viser, at det ikke bare er Østerlars, hvor jeg selv bor, der ligger i farezonen. Det gør Allinge, Hasle, Klemensker, Melsted, dele af Nexø, Nyker, Sandkås, Tejn, Vestermarie, Østermarie, Åkirkeby, Årsballe og Årsdale også. For slet ikke at tale om de mange boliger og bebyggelser langs vejene, hvor svinetransporterne mellem besætninger på øen og til slagteriet i Rønne hver dag passerer forbi.
Det var denne bekymring, der tidligere på foråret fik mig til at søge aktindsigt hos Dansk Veterinær Konsortium. Sagen er nemlig, at det i den redegørelse, som var blevet udarbejdet på baggrund af påvisning af svineinfluenza hos en kvinde i Region Sjælland, er hemmeligholdt, dvs. overstreget med sort blæk, i hvilken afstand fra nærmeste svinebesætning kvinden boede, ligesom der heller ikke er offentlig adgang til information om i hvilke dele af landet, endsige på hvilke svinebesætninger, der er fundet svineinfluenza. Blot må vi forstå fra redegørelsen, at svineinfluenzaen er fundet i svinebesætninger i alle dele af Danmark og på alle tider af året.