Utrolig mange skønne kræfter forsvinder simpelthen, og det har et lille øsamfund som vores slet ikke råd til.
Gør nu vores kommandoveje nemmere. Gør systemet mere enkelt. Det burde da være en selvfølge.
Et lille, men rammende eksempel på bureaukrati er følgende anekdote: Hvert eneste forår i april eller maj måned har jeg i mine snart 11 år som borger i Allinge, gjort det til en vane, at ringe til Vej & Park, for at gøre opmærksom på, at alle byens bænke, især dem på Næs strand, trænger til en kærlig hånd. De skal slibes og males og rådne planker udskiftes. Kunne man mon forestille sig, at det blev skrevet ind i kørselsafdelingens kalender, så jeg, som almindelig borger, ikke behøvede at gøre opmærksom på problemet hvert eneste år? Ligesom at der efter vores frivillige strandrensning, selvfølgelig automatisk skal køres mere sand ned både på stranden og i vandet, til glæde for de utrolig mange børn og voksne. Nu er sommeren så igen gået.
Der har været tusinder af danske turister. De mange hundrede gæster på vores lille perle af en strand her i Allinge, har i fem måneder fået splinter i numse og på lår. Men så skete det alligevel forleden: En centerleder for området, skrev til mig, at de havde haft meget travlt her i sommer, men nu her i september ville bænkene blive efterset og ordnet. Tak for det. Det meddeler vi så vores familie og venner, der for længst er rejst hjem.
Et andet skrækeksempel på sløset sagsbehandling er det borgerforslag, som en håndfuld borgere indsendte for cirka halvandet år siden om at gøre Havnegade i Allinge til bil- og bus-fri zone – enten i højsæsonens sommermåneder eller i det mindste i weekenderne, fra fredag middag til søndag midnat? Der er endnu ikke kommet et eneste svar. Det ville ellers løse en del problemer. Restaurationerne i Havnegade, breder sig nemlig alligevel ud over hele fortovet, så de mange ældre med rollatorer og de unge mødre med barne- og klapvogne må trække ud på brostenene i et væk for at tilfredsstille de sultne og tørstige turister, der simpelthen tror, at byens hovedgade allerede er blevet til en gågade. Der er efter det oplyste blevet indsendt en serie fotodokumentation til både den ansvarlige hos BRK samt til politiet og avisen. Intet er sket. For der skal indgives en konkret anmeldelse, lyder det enstemmigt, og det er der ingen lokale, der ønsker. Politiet reagerer højst med en mundtlig henstilling, hvis de kommer forbi, og der følges ikke op på klagerne. Kan alle da ikke se, at netop derfor er forslaget om en sommer-gågade, en win-win-situation? Cafeerne, restauranterne, tøjbutikkerne og pizzariaet kan så lovformeligt brede sig langt ud over de gældende regler.