Debat: Folkemødet mister sin fortryllelse

Debat: Folkemødet mister sin fortryllelse
Folkemødet 2019. Arkivfoto: Berit Hvassum
DEBAT | Onsdag 19. maj 2021 • 21:35
Af:
Niels Ebbesen
 Østergade 24
Allinge
DEBAT | Onsdag 19. maj 2021 • 21:35

SYNSPUNKT

For Bornholm har Folkemødet udviklet sig til en landsdækkende folkestyreevent, som har vist sig livgivende for demokratisk samtale på kryds og tværs, og som har gavnet vores ø umådeligt.

2020 måtte af indlysende grunde aflyses.

Nu offentliggør Foreningen Folkemødet så et program for 2021, som er så ufærdigt og forbundet med så store praktiske, logistiske problemer, at man kan frygte, at gennemførelsen kommer til at bidrage til Folkemødets endeligt.

At programmet er et ikke-gennemarbejdet arbejdspapir kan enhver overbevise sig om ved en hurtig gennemlæsning. Hvad skal man for eksempel mene om et programpunkt, som lyder: ”Rud Pedersen Offentliggøres snart”. Man kunne da som minimum have anført hans stillingsbetegnelse og den organisation, han kommer fra. Og dette er ikke en enlig svale: Ni felter i programmet er helt blanke, og 17 steder anføres det ”offentliggøres snarest”. Man har simpelthen ikke kunne nå at få programmet færdigt, men har været nødt til alligevel at offentliggøre det af hensyn til den omstændelige, obligatoriske tilmeldelsesprocedure. Slut med at vandre gennem et folkeligt overflødighedshorn af aktiviteter og tilbud; man skal vælge én af tre daglige blokke og er blokeret i forhold til det øvrige dagsprogram. Og man skal altså vælge ud fra en ufærdig programoversigt.

Men en ting er det foreliggende program(udkast). Noget andet er den rigide struktur, coronaen har lagt ned over folkemødet:

• Tre dage med tre moduler, hvoraf man som folkemødegæst kun har adgang til ét pr. dag.

• 11 scener hvorfra det hele skal afvikles – seks af dem streames.

• Billetbookning obligatorisk via hjemmesiden – den udprintede billet skal senest én time INDEN debatblokkens start ombyttes til et armbånd, som giver adgang. I den forbindelse checkes identitet, coronapas/test.

• Man skal være klar ved indgangen til debatarrangementet én time før start. Efter programstart kan man ikke lukkes ind.

• På hjemmesiden står der under punktet mad og drikke: ”Siden er under opbygning. Vi er ved at opdatere denne side.”

Hvis man sidder ovre i Jylland og tænker på at tage til Allinge til folkemøde, så vil man nok overveje at skulle gå rundt i Allinge i tre dage for at vente på at kunne komme til et enkelt modul per dag. Og formentlig udskyde sin deltagelse til næste år. Eller – hvis man har booket – afbestille.

Når man ser bort fra de 1.000 kilder med mangfoldige telte, boder, NGO’er, som normalt har strømmet til Folkemødet, og må skære resten til i rigide sektioner med test og fire timers stole-sidning i indhegnede om-råder, så mister Folkemødet sin fortryllelse. Det skulle man måske tidligt i processen have indset og taget konsekvensen af. Nu er tiden og pengene investeret og terningerne kastet, så nu er det for sent.

Som det er nu, må man konstatere, at der er masser af interessante mennesker og temaer i det reducerede program. Vi bør hver især som bornholmere vælge at deltage efter interesse – for at få dette folkemøde til at fungere og for at sikre et rigtigt folkemøde – til næste år.

FÅ ABONNEMENT