I mandags blev der endelig igen åbnet for transit gennem Sverige. Onsdag har den svenske regering besluttet, at alle, der skal i transit mellem Bornholm og København, skal stille med en negativ coronatest, som maksimalt er 48 timer gammel.
Det er totalt ødelæggende for transporten mellem Bornholm og resten af Danmark. Og kravet gælder fra 6. februar til 31.marts 2021, altså en måned længere end de nuværende danske restriktioner gælder til.
Jeg og mange andre, der er vant til at arbejdspendle mellem Bornholm og København, arbejder lige nu i størst muligt omfang hjemmefra. Men når vilkårene forhåbentlig normaliseres igen fra 1. marts, vil det at skulle passe sit arbejde blive enormt besværligt. Jeg tager typisk fra Bornholm med færgen fra Rønne til Ystad mandag morgen kl. 06.30. Det betyder, at jeg tidligst om lørdagen kan få taget en test. Og når jeg så skal retur om fredagen, så skal jeg senest 48 timer forud have taget endnu en test, men i København. Jeg giver det blot som ét konkret eksempel på, hvor bøvlet det er.