– Det skal gå stærkt. Sidst tog det for lang tid. Nu er det en sag, der formentlig skal klares på statsministerniveau, foreslår Claus Larsen-Jensen.
– Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke har kunnet få lavet en aftale, selv om der har været tre ministre inde over – eller fire med ministeren for Nordisk Samarbejde, Flemming Møller Mortensen, siger Claus Larsen-Jensen.
Peter Juel-Jensen foreslår, at en permanent transitaftale mellem staterne passende kan indgås i april 2021 som led i markeringen af 75-året for Bornholms befrielse, hvor den svenske stat udviste godt naboskab ved at donere 300 træhuse efter bombardementerne af Rønne og Nexø.
Lige inden corona-epidemien, i februar 2020, stillede Peter Juel-Jensen nogle spørgsmål til Mette Frederiksen om, hvordan den danske regering planlagde at markere Bornholms frihed.
"I et af disse spørgsmål foreslår jeg statsministeren at invitere den svenske statsminister, ikke mindst for at sige tak for den svenske støtte til genopbygningen efter det sovjetrussiske bombardement, men ville det ikke også være oplagt at bruge lejligheden til at få lavet en skriftlig aftale om en transitkorridor mellem Ystad og København?, skriver Peter Juel-Jensen i et debatindlæg, der kan læses i fuld længde på debatsiderne.