Museet i St. Mortensgade har i mange år haft pladsmangel, hvilket er planlagt løst ved en sammenlægning af Bornholms Museum med Kunstmuseet i nye tilbygninger til Kunstmuseet ved Helligdommen. Det betyder, at Bornholms Museum skal flyttes fra sin historiske lokalitet i Rønne til et naturskønt område, hvor adgangen med offentlig transport er noget kompliceret, og hvor der ikke er mulighed for yderligere udvidelser. Allerede fra start vil pladsforholdene i en ny museumshybrid være utilstrækkelige, og en række af det kulturhistoriske museums funktioner vil blive spredt ud over øen i forhåndenværende bygninger.
Nybyggeriet ved kunstmuseet er imidlertid stillet i bero, mens planerne er til eftersyn hos Planklagenævnet, som før har vendt tommelen nedad for byggeri, når andre hensyn har vejet tungt eksempelvis ved Nyborg Slot. Sker dette ved Helligdommen, er der brug for en plan B, og Kaolinsøen i Rønnes udkant vil være en oplagt placering for et nyt kulturhistorisk museum.
Kaolinsøen har tidligere været foreslået i forbindelse med udflytningsplaner for Bornholms Museum, og stedet vil være formidabelt egnet til formålet. Museet vil få en beliggenhed, hvor der er udsigt over byen og Østersøen. Kommunen ejer allerede en grund ved søen (se foto), som vil være tilstrækkelig til, at museets funktioner kan samles et sted: udstillinger, forskningscenter, nærmagasiner, værksteder og kontorer.
Ved Kaolinsøen vil museet indgå i byens "Grønne Ring" på et areal, der i sig selv rummer en spændende historie om den keramiske industri. Adgangen fra byen vil være let ad flere veje, og adgangen fra andre dele af øen vil være mere direkte end med nogen anden lokalisering.
Granskningen i Planklagenævnet forventes afsluttet om et årstid, og det giver tid til at overveje alternative muligheder. En afvisning af byggeriet ved Helligdommen vil udløse hovedbrud hos de direkte involverede, men et nyt Bornholms Museum ved Kaolinsøen vil være et stort aktiv for det kulturhistoriske område og – i højere grad end et museum med pladsmangel og sammenblanding af formål – pege fremad.