Planerne med at indrette Dams Gård til Byens Hus lyder spændende, men vi er nogle tovholdere i Ældre Sagen, der ser med stor bekymring på, hvordan Ældre Sagens arrangementer på Rønne Bibliotek kan fortsætte, som de er nu, hvis biblioteket flyttes ind til Dams Gård.
Udover at biblioteket er yderst velegnet til ældre med gangbesvær (og kørestol) på grund af sin grundplan, og at det er lyst og venligt med mange faciliteter, som adskillige læserbreve har beskrevet, ser vi manglen på parkeringspladser ved Dams Gård, som det helt store problem.
• På alle onsdage fra oktober til april og maj klokken 14 til 16 er der store arrangementer, som på gode dage kan samle op til 100 personer. Der er cirka 80 parkeringspladser og 4 til 6 handikapparkeringspladser ved biblioteket, så ved de store arrangementer, kan det endda knibe med parkeringspladser, som det er nu.
• Der er fem til seks enkeltstående arrangementer om året (for eksempel introduktion til nye medlemmer), der tiltrækker op til 100 personer.