Brevkassen: Affaldssortering kan tage overhånd

Kære Brevkasse

Jeg er bekymret for min kære mand, Ejnar.

Det er som om, hans hobby og barnlige begejstring for affaldssortering er ved at tage overhånd. Han er knapt sprunget ud af sengen, før han begynder at sortere stort og småt i hele husstanden. Vi har ikke tygget af munden, før han flår pakken med cornflakes ud af hænderne på ungerne og med løftet pegefinger messer: “Pap, papir og plast! Pap, papir og plast!”

Vores ellers så hyggelige samtalekøkken er omdannet til en miniudgave af lossepladsen i Olsker. Hvor der før stod en hyggelig potteplante, er der nu placeret en beholder til gamle glødepærer. Min mors antikke krukker fra Hjorths er forsynet med klistermærker med påskriften “Batterier”, “Klude” og “Elektronik”. Vores malerier og familieportrætter er udskiftet med et guldindrammet billede af BOFA-direktøren, som anklagende kigger på os med en forbistret mine.

Min mand er blevet bornholmsmester i affaldssortering og indehaver af en bronzemedalje i dresserede kompostorme. Desuden er han optaget i BOFA-ligaens Hall of Fame for sit årelange arbejde med at eliminere plastik fra rudekuverter. Borgmesteren har udnævnt ham til Affaldscontejnar Kofoed, men det er kun noget, han smykker sig med ved festlige lejligheder. Mange andre bornholmere lider af seperationsangst, men Ejnar derimod han nyder at uddifferentiere affald i så mange fraktioner som overhovedet muligt.

Problemerne startede for alvor en onsdag i efteråret, da vi med imødeset forventning fik vores elskede miljØøø. De flotte affaldsbeholdere har fået en usædvanlig smuk og æstetisk placering med udsigt over vandet og klippeskæret, hvilket gør det til en unik naturoplevelse at aflevere sit affald. Vi kan stå i timevis mellem pap og restaffald, lytte til mågernes skrig, mens vi glaner ud over Østersøens iltfattige vover. Placeringen af disse kubistiske mesterværker er en gave til vores små byer og et udmærket eksempel på, hvor elegant brutalisme smelter sammen med vores skønne klippekyst.

Men bemeldte onsdag kunne Ejnar slet ikke vente. I mangel af skrald og skrot flåede han sine nypudsede sko af, tog dem i hænderne og gik i strømpesokker til miljØøøen. Sokkerne klarede ikke turen, så de røg, til Ejnars store fornøjelse, direkte i tekstilbeholderen. Skoene røg i fodtøjsbeholderne. Men så var det, at Ejnar til sin store skræk opdagede, at han havde smidt sin højre sko i venstreskocontaineren, og sin venstre sko i højreskocontaineren. Som gammel topidrætsmand hoppede Ejnar, i bare tæer, resolut samme vej som den forkert sorterede venstresko.

“BUM!” sagde det, og så var Ejnar lukket inde i højreskocontaineren.

“Forkert sorteret!” råbte Ejnar fra sit indelukke, men det var folk da ligeglade med. Alle var overbevist om, at de formanende containere var et nyt pædagogisk tiltag fra BOFAs side.

En ældre dame, som skulle af med sine trofaste galocher, fik et chok, da hun lettede på låget og blev mødt med et “Hjælp mig ud!”, hvilket resulterede i, at hun, den dag i dag, ikke vover at skille sig af med sit aflagte fodtøj.

Efter et par dage i selskab med udtrådte gummisko, sure fedtlæderstøvler og nedslidte sandaler, begyndte andre affaldsekvilibrister at undre sig over den talende container. Til sidst blev Ejnar fisket op med sin famøse venstresko i den ene hånd og en forkert sorteret brillestang i den anden. På en måde var det kulminationen på Ejnars affaldskarriere, men heldigvis afholder det ikke Ejnar fra at frekventere miljØøøen i tide og utide.

Min mand er gået hen og blev affaldsentertainer, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op. Forleden smed jeg et stykke Toms guldkaramelpapir i spanden til restaffald, hvorefter min mand hylede op og viftede mig om næsen med elastikker, køkkenrullerør og brugte batterier. I gamle dage øvede vi tabeller med ungerne, men nu skal alle være parat til at svare prompte, når min mand inkvisitorisk råber: “Foliebakker? Grydesvamp? Tennisbold? Osteskorpe? Hovedtelefoner? Fiskefrikadelle?”

Vores samtaler savner fornyet indhold. Når jeg siger “Trump”, siger min mand “restaffald”. Når jeg siger “vin til maden”, siger min mand “glas og metal”. Når jeg foreslår sex og hjemlig hygge, siger min mand “stort brændbart”. Og nu snakker han om at blive affaldsbjergbestiger.

Jeg savner min gode gamle Ejnar.

med kærlig hilsen Bofa-enken

Kære BOFA-enke

Er det ikke dejligt, at Bofa, med en bornholmsk handlekraftig variant af enevældet, bestemmer hvor vores MiljØøøer skal placeres. Langvarige processer med borgerinddragelse og kværulanteri hører fortiden til.

Der findes kun èn løsning på din mands afhængighed af affaldssortering. Vi taler om en kold tyrker (hvis man må sige det i dagens Danmark). Sorteringsnedtrapningsforløb starter ved kilden. Vi tager fat om nældens rod og holder op med at købe plasticdimser fra Temu, dropper de ligegyldige tilbudselendigheder, siger nej til reklamer, lam fra New Zealand og oksekød fra Argentina. Næste skridt er en uges tvunget døgnophold på en valgfri containerplads, hvor Ejnar med egne øjne kan lære om omfanget af skrald og ligegyldige indkøb.

I de gode gamle dage gravede man et hul i jorden til asbest og kviksølv, og vupti, så var den ged barberet. Hvis man skal barbere en ged nu til dags, kræver det, at man spiser geden, væver en trøje af ulden, syr en taske af skindet, sætter hornene i panden og laver en nøglering af kloven. Næh, så er det lettere at blive vegetar.

med venlig hilsen Brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: der findes ingen dumme spørgsmå. God fornøjelse.