BAT cykler den forkerte vej

SYNSPUNKT | DEBAT | Torsdag 11. august 2022 • 19:12
Af:
Benditte Skyhøj Olsen
pt. Svaneke
SYNSPUNKT | DEBAT | Torsdag 11. august 2022 • 19:12

København er en cykelvenlig by og for at gøre den endnu mere cykelvenlig – og som bidrag til den grønne omstilling – må man nu medtage cykler i busserne.

Bornholm har altid brystet sig af at være en cykelvenlig ø. Men det er slut nu.

Bornholmerne har nemlig besluttet at gøre det modsatte af København. BAT er begyndt at anskaffe sig busser, som ikke medtager cykler, og cyklister bliver afvist, hvis de tilfældigvis “støder ind i” en af de nyanskaffede busser.

Det gjorde jeg og min mand i søndags. Vi skulle – efter en dejlig cykeltur fra Rønne til Hasle – have bussen tilbage til Svaneke, hvor vi ferierer og har ferieret (altid på cykel) i mere end 40 år. Men vi blev afvist af chaufføren i den i øvrigt tomme bus. Den var ny og måtte ikke tage cykler med, sagde han. Vi måtte bide i det sure æble og cykle den lange vej fra Hasle til Svaneke. Det er langt, når man ikke er helt ung længere, skal jeg hilse og sige.

Hvad er meningen, må jeg spørge? BAT har mistet retningssansen. Kommunalbestyrelsen må bringe BAT tilbage på samme grønne kurs, som det øvrige land i denne sag.

FÅ ABONNEMENT