Vores forfædre døde af alt fra tyfus til halsbetændelse

Det er utroligt, at nogle af vores forfædre overhovedet blev gamle, når nogen kunne dø af de mest banale skavanker set med nutidens briller.

Min oldefar Andreas Christian Kofoed kom til en plejefamilie, da han var omkring 6-7 år gammel. Det var på en trist baggrund. Hans mor Ane Margrethe Kofod døde nemlig allerede som 30-årig af en halsbetændelse og dens følger. Hun døde den 25. februar 1871 på Christiansø, hvor hun boede i baadsmandshuset sammen med sin mand Jens Frederik Holm og sine to drenge, og den 6. marts blev hun begravet i Østermarie.

Min første tanke var, at man da ikke kan dø af halsbetændelse. Men jo det kunne man i gamle dage. Lang tid før penicillin var hverdagskost, og hvor eksempelvis skarlagensfeber og nyrefeber kunne komplicere en halsbetændelse yderligere med døden til følge.

Det var i det hele taget farligt at være menneske i gamle dage, og uvidenhed og manglende medikamenter hjalp ikke på bornholmernes helbred. I 1930 udgav J.S.N. Panum en beskrivelse over Bornholm. Han havde været militærlæge i Rønne fra 1816-1828. Og så var han far til Peter Ludvig Panum, som det kendte Panum Instituttet er opkaldt efter. Han blev for øvrigt også født på Bornholm, før han tog videre med familien til Slesvig.

Han beretter, at folk ingen forståelse havde for de smitsomme sygdomme, var uvillige til at hente læge i sådanne tilfælde og havde den skik at holde store begravelsesfester, hvor man undertiden spiste og drak i ligstuen, endog når døden skyldtes smitsom sygdom, som for eksempel tyfus.

På Panums initiativ blev det første sygehus på Bornholm oprettet i 1822. Det indrettedes i Rønne i en lang bindingsværksbygning i Torvegade, hvor der var plads til en snes arbejdende, men det blev efterhånden et opholdssted for ledige, skriver Panum. Og da huset var overfyldt hærgedes det af svære tyfusepidemier.

Hundrede år senere døde min bedstefars kusine af paratyfus. Karla Jørgine Thorsen Nielsen blev kun 19 år, da hun døde af paratyfus i 1920. I kirkebogen kan man se, at hun døde på Amtssygehuset i Rønne den 2. juli 1919.

Dorte Kofoeds oldefar Andreas Christian Kofoed kom til en plejefamilie, da han var omkring 6-7 år gammel.

Tuberkulose var også en da de store sygdomme, som man frygtede i de bornholmske familier. Svend E. Kofoed, som var amtslæge på Bornholm i mange år skriver i "Bogen om Bornholm", et stort opslagsværk, som udkom i 1957 på Danskernes Forlag, at det var muligt, at det var indvandringen fra Sverige, som bragte tuberkulosen til øen:

"I hvert fald har de elendige forhold, hvorunder mange af disse folk levede, ofte i stor nød og fattigdom, haft betydning for tuberkulosens udbredelse. Indvandringen fra landet til byerne begyndte netop på denne tid. Også dette kan være af betydning for tuberkulosens udbredelse."

Derudover var søfarten stor og mange sejlskibe hørte hjemme på Bornholm. Livet ombord på skibene, ofte under trange og meget uhygiejniske forhold, kan også have haft betydning for udbredelsen.

Omkring år 1900 var tuberkulose årsag til hver tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år. Det svarede til 5.000-6.000 dødsfald om året. Den mest udbredte form var lungetuberkulose, og der blev udviklet et helt koncept for behandlingen af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienterne skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost, og sanatorierne blev placeret langt uden for byerne for at isolere de syge fra den raske befolkning, oplyser Dansk Sygeplejeråd i et skrift om historien om bekæmpelsen af de store epidemier i Danmark.

Min oldefars søster Karen Christine Jørgine Thorsen var indlagt på Blykobbe Sanatoriet, som netop var et af de sanatorier, som Dansk Sygeplejeråd refererer til. Stakkels Karen bukkede under for lungetuberkulose i januar 1932 – kun året før man begyndte at vaccinere mod tuberkulose.

Hendes datter Sigrid Kristine Olsen, født Mogensen, fik også tuberkulose, men hun kom sig. Dog måtte hun lide den store sorg at miste sin mor, sin søster og sin bror i henholdsvis 1932, 1933 og 1931 – alle af tuberkulose.

Den gamle amtslæge Svend E. Kofoed sluttede sit afsnit om "sygdom og lægehjælp" af med at fortælle, at efterhånden blev lægerne talrige i byerne på Bornholm, og der kom endog også læger flere steder ude på landet. Sygekasseordningen bredte sig, og sygehusene voksede. Selvom patienternes antal snarest steg, blev sundheden større og levealderen øgedes år for år.

Hvis du vil græde eller gyse over, hvad dine forfædre døde af i gamle dage, eller hvornår de forlod denne verden, så kan du til dels bruge kirkebøgerne. Her fandt jeg for eksempel min tipoldemor Ane Margrethe Kofod under afdøde kvinder i 1871 under Østermarie Sogn. Dernæst kan man søge i Bornholms Tidendes arkiv og finde dødsannoncer og måske præstens ord fra begravelsen, og endelig kan man søge på dødsattester.

Dødsattester blev indført 1829 i København og 1832 i resten af landet. Ved hvert dødsfald blev der lavet en attest med angivelse af blandt andet dødsårsagen. Frivillige på læsesalene i København, Odense og Viborg fotograferer dødsattesterne, og de lægges på Arkivalieronline, efterhånden som projektet skrider frem.

I weekenden var jeg i Rønne og så for første gang nærmere på monumentet for bornholmske søfolk og fiskere, der omkom på havet som følge af krigen 1939-1945. Her fandt jeg navnet på min mors fætter Harald Nielsen, som var kok ombord på båden Pollux, som blev ramt af en mine i 1942. Han blev kun 19 år gammel.

Det er et fint monument og minder os alle om, at vi står på skuldrene af alle de mennesker, som var her før os.