Vintersolhverv: Oldtidens vigtigste periode

Før julen blev vintersolhvervet fejret, og højtiden har haft stor betydning igennem Danmarkshistorien.

Lørdag den 21. december er året korteste dag, den kaldes vintersolhverv. Dagen efter er dagens længde tiltaget et sekund der ikke bemærkes, men allerede i oldtiden blevet solen fejret med store ofringer, mad og drikke.

Mange hundrede år inden Kristi fødsel holdt romerne deres solhvervs fest den 25. december, samme dato brugte den katolske kirke år 336 år efter Kristi. Kirken sagde det var for Jesus fødselsdag og fejrede dagen men et kristeligt indhold.

Bronzealderens soldyrkere

For 3000 år siden afholdt vore forfædre også solhvervs fester. Ved bopladsen hellige sten lavede man helleristninger af sejlende skibe der alle havde deres stævne vendt mod solopgang eller solnedgang på årets vigtigste dage.

Dengang mente man skibet kom sejlende med solen ombord fra øst og fortsatte over himlen til den gik ned i dødsriget mod vest. For datidens bønder var det vintersolhverv, kyndelmisse i februar, hvor halvdelen af årets høstede korn skulle være tilbage, ellers sultede man.

Det kunne også være tiden for såning og den senere høst. Her blev yderligere lavet billeder af sole, solkors, fodaftryk, heste og mennesker der blæste lur. De mest almindelige er skåltegn, små runde fordybninger i klipperne, tolket som tegn for stedets hellighed. Måske mærket for frugtbarhed, eller tegnet for stjernerne på den sorte himmel.

Bronzealderen havde intet skriftsprog, deres kalender var en billedbog. De flade sten på Nordbornholm har så mange helleristninger at det kan tolkes som et slags bornholmsk Akropolis.

Madsebakke i Sandvig, Storløkke Bakke i Allinge, Cirkelstien ved Hammersholm, der forbinder stedets mange helleristninger med tre runde siddepladser af ege træ og ikke mindst lokaliteten Blåholt på landevejen fra Hasle til Allinge. Ved skiltet med fortidsminder kan man få meter fra landevejen på marken se klipper med øens flotteste helleristninger af sejlende skibe. Der er også skibe med mennesker der blæser lur.

Helleristninger ved Madsebakke i Sandvig er Danmarks største.

Bornholms ældste helleristninger

I dagene omkring vintersolhverv kan man ved Ekkodalen i Almindingen opleve et ejendommeligt naturfænomen.

På det tidspunkt ved solnedgang ses en lang smal solstribe gennem dalen omgivet af sorte klipper. Her blev der for 8.000 år siden lavet runde skåltegn i de lodrette klippesider af et jægerfolk der jagede vildt og de fiskede ved Vallensgård Mose.

Soldyrkerne i bondestenalderen

For 5000 år siden levede bønderne ved den mest frugtbare jord på Sydbornholm. Her begravede man eliten i store kæmpehøje med jættestuer eller stendysser. Da man allerede dengang havde behov for at kende tiden for solen gennem hele året lavede man astronomiske kalendere. Arkæologer har fundet spor af to steder, ved Vasegård langs Læså syd for Aakirkeby og på Rispebjerg i Poulsker.

På samme tidspunkt som Stonehenge i England, der blev opført med store sten der som et solur viste tiden for midsommer. I nærheden af det lavede man et Woodhenge af egestammer i cirkler. Opsat så de overfor hinanden var orienteret mod solopgang og solnedgang i alle astronomiske retninger.

Louisenlund i Østermarie har 50 bautasten, deraf har enkelte skåltegn.

Bornholms Museums rekonstruktion af soldyrkelsen.

Det 5000 år gamle soltempel på Rispebjerg. 16 cirkler af egestammer er opsat, en af dem med tag og udsigtsplatform.

Bornholmske solkalendere

Tilsvarende Woodhenge blev på samme tidspunkt lavet på to høje bakker på begge sider af Læså, måske blev åens rislende vand betragtet som symbol for en livmoder. Arkæologer kalder dem Sarups anlæg, der er fundets spor af palisade hegn til beskyttelsen.

På Rispebjerg er der fundet endnu større anlæg. På toppen med udsigt over havet er der fundet 24 Woodhenges. Heraf er de 16 genopført med nedgravede stolper og en af dem med tag og udsigtsplatform. Ingen ved i dag, hvordan man for 5000 år siden brugte solkalenderen. Måske var der tag af flade skifersten, hvor man lavede ild. Der var måske lagt flintekugler i ilden som futtede af med store knald. Måske trommer og sange, ingen ved det.

Bautasten som astronomisk kalender

For en halv snes år siden lavede den japanske kunstner Jun- Ichi Inoue et stort solur af granit på torvet i Rønne. Han anede sikkert ikke, at der i jernalderen var lavet et solur der lignede. Stedet er Hjortebakken i Bodilsker ved Skovgård, landevejen Aakirkeby til Nexø. Stedet er i dag bevokset med skov, men i jernalderen var der ingen træer.

Fra parkeringspladsen følger man stien gennem skoven til det åbne areal med 10 store bautasten, samt ni små samlet i en cirkel overfor. I Sverige kaldt ”domarring”. De findes her i landet kun på Bornholm. På Hjortebakken er tre store bautasten opsat på den samme måde som soluret i Rønne. På bestemte tider af året går solen ind gennem stenen og rammer de små sten.

Tre store bautasten på Hjortebakken er opsat som solur i jernalderen.

Den runde domarring af mindre bautasten på Hjortebakken.

Bornholmske bautasten

Bautasten er store sten der findes i en stor arkæologisk brokkasse af fortidsminder.

På Bornholm blev de engang kaldt ”Jættekegler”, man mente de var rejst af jætter. Engang var der 1000 bautasten, i dag kun 250 tilbage. Nogle er fra bronzealderen, de fleste fra jernalderen indtil vikingetiden.

Nogle bautasten blev opført ved kæmpehøjene, andre som vejvisere eller til minde om en hændelse. Der er også de store samlingspladser som Gryet i Bodilsker med 60 store sten samt Louisenlund i Østermarie med 50 bautasten, nogle har skåltegn.

Desværre er begge steder skovbevokset. Bautastenen blev oprindelig rejst på åbne pladser i landskabet. Måske et helligt sted med et stort astronomisk ur. Stednavnet Gryet fortæller intet, det er oldnordisk og betyder en stor samling af sten. Louisenlund er opkaldt efter Louise Danner, der fik stedet af sin mand Frederik VII under deres besøg på Bornholm i 1851.

Afslutningen af soldyrkerne

I slutningen af jernalderen og ind i vikingetiden ophørte troen på solen som gud. De mange afguder som Odin, Thor, Freja og Balder var ikke knyttet til solen og dermed ophørte skikken med astronomiske objekter som solen.

Vikingerne drak ”Hjul” og ved vintersolhverv spiste de fed mad, flæsk og kød. Det gør vi også i dag, hvor solen er afløst af lysene på juletræet, lysene i haven og på huset. De mange lys over gader og veje i byerne fortæller os, at julen er ganske nær.