'Mærkeligt signal at sende': DF-forslag nødbremset

Både DF og S kalder en kørselsordning til 2,2 millioner kroner for sympatisk. Alligevel er sagen nu sendt i kommunalbestyrelsen, fordi Mads Randbøll Wolff efterlyser svar fra forvaltningen. Udvalgsformand Sabine Nicoline Lyngberg kalder forløbet uforståeligt.

Det lignede en hurtig politisk beslutning om at genoplive en gammel kørselsordning på ældreområdet.

Dansk Folkeparti havde på Ældre- og Sundhedsudvalgets møde stillet et såkaldt medlemsforslag om at genetablere en økonomisk pulje på 2,2 millioner kroner. Puljen skal bruges på, at borgere, der er visiteret til vederlagsfri fysioterapi eller handicapidræt, kan få gratis kørsel frem og tilbage med HandiBAT op til to gange om ugen.

Men udvalgsmedlemmet Mads Randbøll Wolff (S) valgte at trække i den politiske nødbremse. Ved at aktivere den sjældent brugte standsningsret blokerede han for forslagets godkendelse og sendte i stedet sagen til den samlede kommunalbestyrelse, som skal behandle punktet på torsdag.

Manøvren har skabt undren hos den nye udvalgsformand, Sabine Nicoline Lyngberg (DF), der havde sit første møde i spidsen for udvalget. Over for Tidende lægger hun ikke skjul på, at hun mener, hendes konstitueringsmakker burde have valgt en anden fremgangsmåde.

– Det her ligger inden for udvalgets eget område, og det er vores egne midler. Jeg har ikke hørt ét eneste argument for, hvorfor man mener, at udvalget ikke selv skal råde over sine egne midler. Derfor er jeg uforstående.

– Hvis man havde yderligere spørgsmål eller noget, man gerne ville have kvalificeret, kunne man bare have udskudt sagen til mødet efter for at få svar på de spørgsmål, der måtte være. Jeg er ikke helt blevet klog på, hvad der lige er gået galt i den proces, siger Sabine Nicoline Lyngberg.

Hun lufter samtidig en formodning om, at manøvren kan bunde i manglende kendskab til de politiske spilleregler i udvalget:

– Jeg prøver at lade det ligge og lade tvivlen komme til gode. Måske er det bare, fordi man er ny og ikke ved bedre i forhold til, hvilke muligheder man har. Men det er et mærkeligt signal at sende, siger udvalgsformanden.

Sabine Nicoline Lyngberg har svært ved at finde logikken i, at DF’s forslag nu ender i kommunalbestyrelsen. Privatfoto

Klippekort rækker ikke

For Sabine Nicoline Lyngberg og Dansk Folkeparti handler sagen om at løse et konkret problem for en gruppe sårbare borgere. I et opslag på Facebook har udvalgsformanden lagt det regnestykke frem, som ligger til grund for forslaget.

I dag får en borger, der er tilkendt HandyBAT, typisk 104 "klip" om året. Hvis man er henvist til vederlagsfri fysioterapi, foregår træningen som regel to gange om ugen. Trækker man fem ugers ferie fra, svarer det til 94 årlige træninger. Da en tur-retur-rejse kræver to klip, skal borgeren bruge i alt 188 klip om året – alene på at passe sin lægeordinerede træning.

Konsekvensen er, ifølge udvalgsformandens beregninger, at regnestykket mangler 84 klip om året, selv hvis den ældre eller handicappede borger fuldstændig dropper ture til frisør, læge, familiefødselsdage eller indkøb. Sker det, risikerer man ifølge forslaget, at borgerne fravælger den vigtige behandling, hvilket på sigt kan forværre livskvaliteten og øge kommunens udgifter til anden hjælp og støtte.

Finansieringen til den nye kørselsordning skal findes i en restpulje fra et overskud til "kvalitetsløft i ældreplejen", som kommunalbestyrelsen godkendte i april. Derfor understreger Sabine Nicoline Lyngberg, at pengene allerede er til stede.

– Vi har ikke taget pengene fra nogen; der var ikke sat adresse på dem. Og hvis udvalget vurdering er, at det her var den bedste måde at forvalte pengene på, så må det i mine øjne være udvalget, der har kompetencen til det. Igen, jeg kan slet ikke se, hvad sagen skal op og vende i kommunalbestyrelsen for.

Det klinger lidt hult

Når politikerne mødes torsdag, håber hun, at der er blevet lyttet, og at man går med til at sende sagen tilbage i udvalget, hvor den "rent faktisk hører til".

– Hvis de ikke vil det, må vi tage den i kommunalbestyrelsessalen. Så må de forsvare i salen, hvorfor de synes, det er en dårlig idé, og hvad de ellers vil bruge pengene på. Men jeg synes bare, det klinger lidt hult. Jeg har det sådan, at hvis man gerne ville have haft indflydelse på det her udvalgsområde, så kunne man jo have taget en plads i udvalget, dengang man havde muligheden, siger Sabine Nicoline Lyngberg og fortsætter:

– Anne Thomas plejer jo heller ikke at ringe til mig, hvis hun gerne vil noget på sit område, eller Andreas (Grosbøll, red.) for den sags skyld. Men der mangler måske lige en fælles afklaring af forventningerne til, hvordan vi gør de her ting. Det lægger helt sikkert op til en snak, som jeg håber, vi kan blive klogere på og lære af, så det her ikke gentager sig.

– Selvfølgelig har alle ret til at benytte standsningsretten, hvis et forslag er stemt igennem, som man er dyb uenig i, og som man vil have løftet. Men måden, det er blevet gjort på her – uden en forklaring på, hvad det er, man vil have uddybet – mangler simpelthen logik.

Eneste værktøj til rådighed

Mads Randbøll Wolff afviser, at standsningen handler om, at forslaget er noget bras. Han kalder det for "sympatisk", men fastholder, at han som udvalgsmedlem ikke følte sig klædt ordentligt på til at stemme ja på det foreliggende grundlag.

– For mig handler det om, at når vi træffer beslutninger, så skal vi gøre det på et ordentligt grundlag. Vi skal vide, hvad der er op og ned, og hvad baggrunden er. Hvilken ordning er det, vi tager pengene fra? Kunne vi bruge pengene på en anden eller bedre måde, hvor behovet er allerstørst? Det følte jeg mig ikke klædt på til at stemme om på mødet, siger han.

Mads Randbøll Wolff valgte at bruge standsningsretten, fordi der ifølge ham ikke var andre muligheder på bordet.

– At sende den tilbage i udvalget var overhovedet ikke på bordet, da vi holdt mødet. Det krævede jo, at de andre var med på den, men det talte vi slet ikke om. De ville have forslaget stemt igennem her og nu. Da det stod klart, stod jeg med standsningsretten som mit eneste reelle værktøj til at få sagen yderligere belyst, forklarer han.

Mads Randbøll Wolff afviser samtidig, at standsningen handler om at sende et signal til Dansk Folkeparti, fordi de sidder med flertallet i udvalget.

– Det mener jeg ikke, det gør. Jeg vil også sige, at da det stod klart, at DF fik flertallet i udvalget, så sagde René (Danielsson, red.) jo selv, at det var ganske udramatisk, og hvis der var noget, måtte de andre jo bare bruge standsningsretten. Det har de jo selv lagt op til, så jeg synes, det er ganske udramatisk, og jeg ser ikke noget problem i det.

Nemt at være bagklog

Adspurgt, hvorfor han ikke blot greb telefonen inden mødet og vendte sine bekymringer med Sabine Nicoline Lyngberg, mener han, at pilen peger begge veje.

– Man kan altid være bagklog på et givent sagsforløb og sige, at det kunne have været gjort anderledes. Jeg fik forslaget sent på ugen, og det går jo stærkt. De kunne jo i princippet også have ringet til mig på forhånd og fortalt, at de kom med det her forslag.

– Det der med at sige, at "de kunne", og "jeg kunne", synes jeg er mindre betydningsfuldt. Det afgørende her er, at vi skal træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Og det er sådan set bare det, jeg er ude efter, siger Mads Randbøll Wolff, der understreger, at han forventer, at kommunalbestyrelsen på torsdag vil sende sagen tilbage til udvalget til den nødvendige kvalificering.

– Jeg er jo helt enig i, at det er en del af de penge, der blev overført fra forrige år til i år, så dem skal vi selvfølgelig finde en anvendelse for. Men det kræver, synes jeg, en drøftelse af, hvor vi bruger pengene bedst. Og det har jeg ikke fået et klart billede af endnu. Så jeg har ikke tænkt mig, at sagen skal stoppes på torsdag – jeg vil bare have, at den skal have yderligere kvalificering.