Om ikke så lang tid vil det være muligt at købe byggegrunde i et område i Rønne Syd, som regionskommunen gerne vil udvikle til et nyt boligområde. Ifølge tidsplanen sætter kommunen gang i salget i februar eller marts, og det er der efter alt at dømme politisk opbakning til. Dog mener både Enhedslisten og SF, at arbejdet går lidt for hurtigt.
Aktuelt er kommunen i gang med at planlægge en grøn infrastruktur i området. Den skal sikre, at fredede markfirben og andet dyreliv i området kan leve videre, selvom der bliver bygget boliger. Den grønne infrastruktur er til politisk behandling, og flertal i både natur- og miljøudvalget og økonomi-, erhvervs- og planudvalget støtter, at planerne bliver godkendt. I begge udvalg har SF og Enhedslisten ytret ønske om at vente med godkendelsen.
Sagen er den, at der i efteråret blev gennemført undersøgelser til belysning af firbenbestandens størrelse og udbredelse i området. Da resultatet blev offentliggjort, fremgik det, at der ikke blev observeret voksne markfirben, formentligt fordi de allerede var gået i vinterdvale. Derfor skal der gennemføres en ny undersøgelse og optælling i foråret, og det er resultatet af den, de to partier på venstrefløjen vil vente på.
– Man har bestilt en ny monitorering her i forsommeren, i april-maj, og det har man jo gjort, fordi man mente, at man ikke var færdig. Derfor forekommer det mig ulogisk, at man går videre med planlægningen uden at vente på den monitorering, for hvad nu hvis man opdager et eller andet, siger Leif Olsen (SF), som er formand for natur- og miljøudvalget og medlem af økonomi-, erhvervs- og planudvalget.