Miljøforkæmper på vandretur med Tidende: 'I gamle dage hængte vi dem, der pissede i brønden'

SAMTALE

– Hov. Der er en fugl, der nok er død af fugleinfluenza.

Sådan lyder det fra min vandremakker, Holger Øster Mortensen, som straks trækker en linje fra den døde svane til sit livs store mærkesag:

– Det kunne jo hænge sammen med, at vi har alt for meget fjerkræavl i Danmark.

Miljøforkæmperen fra Snogebæk har inviteret debatredaktøren ud på en vandretur og en snak om landbrugets påvirkninger på naturen og miljøet.

Vi går videre, mens han fortsætter:

– Hele vores husdyrproduktion er med til at eskalere fremkomsten af ny virus og bakterier. Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om hvis, men om når, der starter en pandemi fra danske eller europæiske svin.

– Vi har i forvejen den meget resistente svinebakterie MRSA, som stort set er på alle svinefarme.

Og dermed vender Holger tilbage til, hvorfor han har taget mig med til Kobbeåen.

– Der er en bondemand heroppe, der planlægger at bygge en stor svinefarm. Så vidt jeg er orienteret, drejer det sig om 20.000 slagtesvin, og det vil påvirke hele kysten og Kobbeåen.

Idealisten

Vi står og betragter åens udløb til Østersøen. Jeg spørger Holger, hvad han tænker, når han ser den fossende å?

– Det gør mig absolut glad. Men jeg kommer også til at tænke på, at alt vandet kommer forbi opdyrkede marker, og de er altså ikke specielt rene på Bornholm. Vandet er fyldt med både kvælstof, fosfor og forskellige pesticider.

Vi går ind i skoven akkompagneret af fuglesang fra alle sider.

– Det er ren forår, lyder det begejstret fra Holger.

Han har ikke nogen uddannelse, men har arbejdet en del i psykiatrien. Hans far var selv landmand, men blev aldrig en del af det industrielle landbrug, som Holger betegner nutidens konventionelle landmænd, og som han har kritiseret indædt siden 1975.

Hvorfor begyndte du at blive miljøforkæmper?

– Da landmændene fik større husdyrenheder, da de begyndte at bruge flere pesticider, der ødelagde naturen. Planter forsvandt, biller forsvandt og lærkerne blev færre. Det var den fuldstændig forkerte vej at gå, og det, synes jeg bare, var trist.

Vi krydser en lille bro og lyden af det brusende vand overdøver lidt samtalen.

– Vand bliver ved med at fosse, selvom det er forurenet, siger Holger.

– Men hvis det er dødt vand, er det ikke interessant mere. Vand skal være liv. Det gælder i Amazonas og hjemme i vores egne åer og grøftekanter, som bønderne jo nærmest anser for at væres deres ejendom.

Det er tydeligt, at jeg foran mig har en vaskeægte idealist. Én, som ikke er blevet udbrændt gennem årtiers kamp for sin sag, eller som har lagt den på hylden til fordel for modeltogsbaner eller ølbrygning. Jeg tænker, selvom man ikke er enig i alt, hvad manden siger, kan man ikke lade være med at blive lidt fascineret af hans ildhu. Jeg opdager, at jeg glemmer at lytte og tuner tilbage til samtalen.

– Så siger landmændene, at vi bare kan eksportere til udlandet. "Kineserne kan købe alt det, vi kan lave". Jamen, vi skal jo ikke være verdens spisekammer.

– Eller den rige verdens spisekammer, retter Holger sig selv.

– For det er jo ikke sådan, at danske bønder producerer mad til verdens fattige masser. De laver mad til de rigeste.

Sådan er Holger Øster Mortensen også. Slutningen på hver en holdning er begyndelsen på en ny.

På vandretur med debatredaktøren, opdager Holger Øster Mortensen en død svane, som han ikke er sen til at koble sammen med det, han ser som én af problematikkerne i landbruget. Foto: Berit Hvassum

Brøndepissere

Et midaldrende par passerer os på stien. De præsenterer sig som Lone og Anders. De har deres hund Fie med.

– Han ser godt nok venlig ud, hilser Holger.

Parret kommer fra Høng på Sjælland, men er på Bornholm 6-8 gange om året, hvor de kan låne datterens hus i Gudhjem. I dag er de ude og plukke ramsløg til æggemader.

– Naturen her er helt fantastisk. Det finder du ikke andre steder i Danmark, siger Lone.

– Og det er jo lige meget, hvilken årstid man kommer her, indskyder Anders.

Efter lidt snakken frem og tilbage ønsker vi hinanden en god tur. Bagefter siger Holger:

– Nå, det er jeg glad for at høre. De siger, de lige har set en havørred heroppe. Så havørreden gyder altså, og det er tegn på, at det hvert fald ikke er Cheminova, der ligger heroppe.

Er det det, du frygter, der vil ske, hvis der kommer flere svinestalde?

– Ja, det er hvert fald én af tingene.

– Alle mennesker skal have rent drikkevand, men hvis man henter det fra kilder under markerne, er der hvert fald en potentiel fare for, at det indeholder alle mulige former for kemiske stoffer. Det, synes jeg, er dybt alarmerende. Marken er muligvis deres, eller bankens, men grundvandet er ikke deres. Drikkevandet er fælles.

Min medvandrer er stoppet op igen for at forklare sin pointe.

– Jeg har en talemåde. I gamle dage hængte man hestetyve og brøndpissere. Vandet var noget af det vigtigste i landsbyen, og hvis nogen forgiftede eller forurenede vandet, blev de simpelthen hængt. Nu om dage straffer vi ganske vist hestetyve, men dem, der pisser i brønden, de får en dannebrogsorden. Fordi de er dygtige landmænd.

Vi går videre i stilhed i et par minutter, mens Holger spejder sig omkring.

– Ah, vi kan ikke rigtig se marken herfra, men den går deroppe, siger han og peger.

Håbet for fremtiden

Det er dog ikke kun på grund af den gudhjemske landmand, at Holger har inviteret mig ud at gå. For ifølge miljøforkæmperen er problemet systemisk.

– Jeg tror ikke på, at Bornholm i sig selv kan ændre på de her ting, og at landmændene her kan ændre det radikalt. Men de kunne gå foran. Det har danske bønder før gjort med nye gødningsmetoder og avlsarbejde.

– Men de bornholmske landmænd er tunge i røven for at sige det lige ud. Der er ikke kommet mange nye tiltag på den front. Så har de lavet noget, der hedder en bornholmergris. Men hvad er det? Den har det én procent bedre end almindelige grise. Så har de haft nogle forsøg med nogle økologisk dyr, men det er for småt.

Holgers kamp mod landbruget bunder dels i et håb om, at han kan gøre sit for at skubbe til udviklingen af et mere bæredygtigt og dyreetisk samfund. Dels bunder den i, at han slet og ret bliver provokeret af, hvad han mener er landbrugets skødesløse kynisme.

– Jeg vil ikke finde mig i, at omkring 300 bønder ødelægger alt andet for os andre her på Bornholm.

Og han giver ikke meget for landmændenes argument om, at de udgør et væsentlig bidrag til statskassen.

– De kan stikke piben ind. 80 procent af vores kød går til eksport. Læg hertil alt det landmændene får i landbrugsstøtte. Og hvis du medregner omkostningerne ved al deres forurening i vores vandløb, drikkevand og så videre, jamen så hænger det ikke sammen. Så er det en underskudsforretning.

Holgers mange meninger om landbruget kan koges ned til en sætning:

– Vi vil være bedre stillet uden det der giftige industrilandbrug, siger han.

Hvordan ville vores fødevareproduktion se ud, hvis du kunne bestemme?

– Man skulle lynhurtigt reducere antallet af dyreenheder på øen. Især grise men også malkekøer, for det er heller ikke uproblematisk. Og så skulle man udfase 50 procent af alle dyrkede marker. Der er mange marker, der er dårlige i jordbonitet. Dem vil man uden problemer kunne tage ud af drift, hvor der selvfølgelig gives en erstatning. Det må vi jo finde ud af. Nu har vi brugt omkring 500 milliarder kroner på coronakrisen. Så jeg synes ikke, der er nogen svære løsninger. Det er bare at komme i gang.

Miljøforkæmperen mener også, at det er afgørende for fremtidens klima og miljø, at vi skal spise flere grøntsager og bønner frem for kød, da verdens fødevareproduktion ikke kan hænge sammen, hvis alle mennesker skulle spise lige så meget kød, som vi gør i vesten.

Men forestiller du dig en verden, hvor vi alle sammen er vegetarer?

– Nej, det, synes jeg, ikke er et mål i sig selv. Nej, nej. Det kan blive fanatisk med veganere, hvor du ikke engang må spise æg, fordi så slår du nogen ihjel. Come on, vi skal også kunne være her.

Holger Øster Mortsensen har en sag, han tror på, og som han gerne ville dele med avisens læsere. Har du også en sag eller noget på hjerte, du vil dele, så skriv til debatredaktøren mgh@bornholmstidende.dk

Svar fra svineproducent

Den landmænd, som Holger Øster Mortensen omtaler i indlægget, er Christian Kofoed. Overfor Bornholms Tidende bekræfter han, at han i 2018 begyndte at planlægge en udvidelse af sin svineproduktion, der i dag producerer 8-9000 slagtesvin. Han vil nedlægge de gamle svineanlæg og bygge nye. Derfor har Christian Kofoed ansøgt om at bygge tre stalde, der i alt har kapacitet til 20.000 slagtesvin og 500 søer, men han understreger, at han ikke agter at bygge alle tre stalde, men at bureauktratiske regler gør, at man som landmand altid bør søge om tilladelse til mere kapacitet, end hvad man reelt har brug for. Han mener også, at han gør sit for at imødegå diverse miljømæssige hensyn. Ansøgningen er endnu ikke godkendt.